tirsdag den 12. april 2011

Hvis jeg bare forstod...

Der er så mange mennesker der tror at "det onde går væk" hvis man ikke taler om det. Vi snakker ikke bare døde børn her, men problemer generelt! -
Men hvis vi nu skal tale om døde børn, og det skal vi jo så, ind i mellem. Så var det kun min mor i familien der nogensinde har erkendt at Edel har eksisteret. Den eneste der frivilligt besøgte hendes lille have var mormor. Min bror blev tungen derhen en gang - han tog nogen billeder for at vise til min svigerinde, hvad der kom ud af det ved jeg ikke. Nå ja - jeg har faktisk en rigtig sød kusine der tør tale, desværre ses vi ikke så tit -men jeg er nu sikker på at hun ville gå med hvis jeg nævnte det for hende. Ellers - der er nogen enkelte veninder (2) - der har været med. Men det er jo ikke helt det samme som familie. I virkeligheden er det nok også mere "rummet" til at tale om det jeg behøver - nu har jeg netop talt med en der i virkeligheden ikke er min ven, men "den såkaldtes" - ikke at vi på nogen måde dvælede ved døde børn - men han spørger hvordan jeg har det med det, hvor tit vi er på kirkegården - almindelig sund nysgerrighed uden mærkelige omsvøb - bare lige ud af landevejen. Samtidig fortæller han at han tror/føler - at "den såkaldte" ikke er helt tilfreds med at han og jeg har talt om "den såkaldte" og frem for alt om hans i høj grad manglende tilstædeværelse - at "den såkaldte" kan mærke at jeg har været ked af det - så måske det ikke er så godt at tale om det. Jamen for pokker - skal vi nu tie ALT ihjel - lige netop han burde jo af alle vide, at man ikke kan få det til at gå væk ved ikke at tale om det. Nu har jeg så ikke så mange at diskutere disse ting med, netop fordi der er måder jeg ikke ønsker at diskutere det på - egentlig er det en lettelse at tale med ligenetop "den såkaldtes" ven om de her ting - han har en anden og mere nuanceret måde at se det - vel gør det ondt når der rodes op i tingene - men fra og til, med jævne mellemrum så er jeg sku da ked af det alligevel, det kan der ikke laves om på. Men jeg er overbevist om at det er sundere at tale om tingene - dele dem med nogen, end at gå med dem selv - jeg personligt foretrækker så selv at vælge hvem jeg deler med og når dem, der nu er mig nærmest ikke vil, fordi de måske ikke orker slæbe på mine bekymringer og sorger, så må jeg jo vælge nogen andre der gider. Og helt ærligt, genere det ham - så må han sku dukke op på matriklen og være tilstede - så er der jo ikke rigtig så meget at tale om, vel!

Vi kan så - igen - konstatere at jeg tænker for meget - og frem for alt, for langsomt. Det er egentlig bare et "memo" til mig selv - til en anden gang.

Ingen kommentarer: