lørdag den 2. april 2011

Det endte så alligevel godt

For godt et år siden hev chefen mig ind - vi havde længe diskuteret frem og tilbage mht mine opgaver, hun sagde et og agerede noget andet. "Jamen du har stadig samme ansvar som før" - Det stemte bare ikke helt med virkeligheden, møder jeg mente jeg skulle deltage i blev jeg udelukket fra "for det var management ting", opgaver jeg troede lå hos mig blev givet til andre i teamet, når de så havde lavet grunden fik jeg skæld ud for ikke at tage over - jeg er nok dum, men nogen ting skal tydeligvis skæres i pap for at jeg forstår. Nå men nu har hun så besluttet at hun vil tage det fulde ansvar for de opgaver jeg tidligere har haft, og det levner mig til en sekretær rolle - det mener hun ikke jeg vil være tilfreds med og så må jeg jo forlade teamet- ærligt, så tog hun mig "på sengen", selvom det jo nok har ligget i luften længe. 14 dage efter døde min mor........ Jeg satte mit netværk igang, talte med HR og fandt forholdsvis hurtigt nogen der kunne bruge mig - men så var der pludselig en masse issues med "ansættelse forhold", hvilken afdeling jeg hørte til - og om der var ledige pladser til nye medarbejdere i det andet område. Efter lang tids tovtrækkeri, inddragelse af den øverste chef blev det endelig aftalt at jeg skulle udlånes for ½ år - med den klausul at havde det nye område ikke inden 31/10 fundet en plads til mig skulle jeg til at søge forfra - og det ville jeg så have "nogen måneder" til inden jeg røg helt ud. Området fandt selvfølgelig ikke lige det hul - der kom i øvrigt også en omorganisation på tværs der havde deres fulde opmærksomhed - så jeg måtte igang igen. Lige pludselig bliver jeg kontaktet af en af de øverste chefer i det nye område - han har et stort program der behøver en program assistent - han vil have mig til at tage rollen. Forklare ham min situation, som han vel egentlig burde kende - han lover at se hvad han kan gøre - hvor efter jeg intet hører... Jeg taler med programchefen og vi er overens om at det er en mulighed. Tiden går - lige pludselig - ud af det blå får jeg grønt lys til endnu en periode med udlån. Et nyt ½ år. Det ligger "i luften" at der sideløbende arbejdes på en løsning - men jeg får intet at vide. Ikke rigtig den måde jeg er vandt til at arbejde på og bestemt ikke den måde jeg trives med. Programmet går godt, masser af arbejde, vi virker som om vi enes - men hvor lang tid der er brug for mig, det står mig stadig ikke klart. Min følelse er at så længe jeg har denne opgave så vil de næppe gøre så meget ved sagen i øvrigt, det har der været for mange spidser blandet ind i det til, men med en generel usikkerhed er det altså ikke sjovt! Fredag sidder jeg med program chefen og laver opfølgning på et heldags møde dagen før, hvor også vores finske chef deltog. Min telefon ringer, da det er en chef vælger jeg at svare - men beder om lov til at ringe tilbage senere. Det passer ham ikke - han er nødt til at have 1 minut med mig med det samme - helt kort, så må han - som for 3/4 år siden ikke måtte få min krop, men bare mine ydelser, pludselig godt få mig, egentlig virker det lidt som om han har fået mig stoppet ned i halsen - så er det jo godt vi er "venner" :) Han ville bare lige checke om det var ok med mig, inden han selv sagde "ja" - (se det er sådan vi trives!). Jeg skulle indkalde ham til møde onsdag i næste uge, så kan vi tale videre. Det var simpelthen den største lettelse længe - og endnu en bekræftelse af at et netværk er guld værd - min program chef kunne ikke lade den stå - han var nødt til, med et skævt smil, at informere mig om at der var flere der havde arbejdet på det her - ham selv incl... han er god nok, det er han :) Men jeg tror ikke mit forholdsvis gode forhold til vores meget nordlige nordiske venner skader heller. Og i går kom de sidste papirer fra boformidleren - aka bofjolset - "sagen" omkring mor er afsluttet - alt er "fordelt", der er ikke flere udestående - de sidste penge er overført til vore respektive konti. Vi er "frie" - Bror er ked, mor kunne have levet som en grevinde for alle de penge siger han - ja, men så skulle hun have solgt huset - og så var hun nok død af sorg i stedet - så var vi jo lige vidt, ikke? Og ok, grevinde er nok et stort ord - eller det kommer selvfølgelig an på hvor længe han tænker hun skulle have levet som sådan! Og så kom foråret også - med den første varme dag - solen brød igennem!

Ingen kommentarer: