søndag den 19. september 2010

Ondt i rumpetten

Hvornår mon jeg lærer at lytte? for 2 uger siden mærkede jeg en let stikkende smerte når jeg ventede på grønt lys i lyskrydsene på min løbetur - ikke meget, men nok til at jeg opdagede det - to dage efter kunne jeg godt mærke lidt når jeg gik på kontoret, men det var onsdag og dagen for den lange tur - turen gik rigtig godt - så længe jeg startede med det rigtige ben efter rødt lys.... Jeg løb lige knapt 11 km på en helt ok tid og frem for alt var jeg helt ok bagefter - ikke mere død end levende. Var forbi en veninde efter nøgle fordi jeg skulle passe hendes kat, da vi havde snakket lidt kunne jeg dårligt gå - humpede hjem med sønnen fra spejder og næste morgen måtte sønnen på loftet efter en krykke - kunne bare ikke støtte på benet. Det blev dor ret hurtigt bedre i løbet af dagen - stadig smerte, men ikke uudholdeligt. Holdt to dages pause og løb så 2 km rundt om bloggen - gik "ok" - søndag tog jeg igen de 2 km, mandag morgen konstaterede en kollega at jeg jo gik rigtig fint igen - 2 km om eftermiddagen på den bedste tid nogen sinde - og så humpede jeg ellers rundt resten af ugen - kæft hvor er jeg ynkelig - og hold da kæft hvor bliver det hårdt når jeg igen en gang kan komme af sted - har stadig "ondt i røven" og sidder på ispose med jævne mellemrum, den skal med på job i morgen er jeg bange for ØV.

Arvesagen er vist slut - helt og aldeles slut - det har jeg nok også lidt ondt i de nedre dele over. Jeg kan bare ikke få ind i mit hoved hvordan man kan handle som "man" åbenbart kan. Og så samtidig være så selvretfærdig - det er bare utroligt........ Nå men der kom en afskedssalut a la nu smækker jeg med døren på min egen intelektuelle måde. Så skal jeg bare ha det hele på afstand.

Ingen kommentarer: