søndag den 19. september 2010

Ondt i rumpetten

Hvornår mon jeg lærer at lytte? for 2 uger siden mærkede jeg en let stikkende smerte når jeg ventede på grønt lys i lyskrydsene på min løbetur - ikke meget, men nok til at jeg opdagede det - to dage efter kunne jeg godt mærke lidt når jeg gik på kontoret, men det var onsdag og dagen for den lange tur - turen gik rigtig godt - så længe jeg startede med det rigtige ben efter rødt lys.... Jeg løb lige knapt 11 km på en helt ok tid og frem for alt var jeg helt ok bagefter - ikke mere død end levende. Var forbi en veninde efter nøgle fordi jeg skulle passe hendes kat, da vi havde snakket lidt kunne jeg dårligt gå - humpede hjem med sønnen fra spejder og næste morgen måtte sønnen på loftet efter en krykke - kunne bare ikke støtte på benet. Det blev dor ret hurtigt bedre i løbet af dagen - stadig smerte, men ikke uudholdeligt. Holdt to dages pause og løb så 2 km rundt om bloggen - gik "ok" - søndag tog jeg igen de 2 km, mandag morgen konstaterede en kollega at jeg jo gik rigtig fint igen - 2 km om eftermiddagen på den bedste tid nogen sinde - og så humpede jeg ellers rundt resten af ugen - kæft hvor er jeg ynkelig - og hold da kæft hvor bliver det hårdt når jeg igen en gang kan komme af sted - har stadig "ondt i røven" og sidder på ispose med jævne mellemrum, den skal med på job i morgen er jeg bange for ØV.

Arvesagen er vist slut - helt og aldeles slut - det har jeg nok også lidt ondt i de nedre dele over. Jeg kan bare ikke få ind i mit hoved hvordan man kan handle som "man" åbenbart kan. Og så samtidig være så selvretfærdig - det er bare utroligt........ Nå men der kom en afskedssalut a la nu smækker jeg med døren på min egen intelektuelle måde. Så skal jeg bare ha det hele på afstand.

mandag den 13. september 2010

Jeg MÅ ha det ud

På skrift, nu jeger midlertidligt delvis løbe-disablet - ellers kan man faktisk løbe mange frustrationer af sig!

Det handler - stadig - om de her ringe. For noget nær 100, nå så ok knapt 30 år siden lovede min mor mig en ring der er "bygget" på min farfars vielsesring. For knapt 15 år side lovede mor mig en sølvring, designet af vores far (guldringens ombygning var også designet af ham) - den havde en masse historie - noget om nogen små blanke sten man fik på Shell når man tankede, som han havde gemt og nu ville bevise kunne bruges. Genbrug af gammelt guld - som han havde gemt. Jeg var med i processen og da far så blev sy da den skulle hentes hos guldsmeden var det mig han sendte af sted. Det var almidelig kendt at det var ringe jeg var lovet - de, der muligvis ikke havde hørt det, hørte det 1 måned før mor døde - ved en "bodelingssceance". For lidt over 3 uger siden fik jeg at vide at mor, 2 uger før sin død nu havde lovet de ringe til anden side. Hvis mor nu havde været "frisk" ved sine fulde 5 så kam man vel altid sige at hun var fuldud berettiget til at skifte mening - men hvorfor skulle hun? Nu var hun så ikke ved sine fulde 5, kunne stortset kun svare "ja" og "nej" og ikke huske fra næse til mund. Men det værste er at jeg først får den information efter mor havde været død i næsten 4 måneder og derfor kunne jeg ikke "tale med hende om det" - den mulighed blev helt og aldeles frarøvet mig. Jeg fik tilbudet om at dele - da jeg gjorde opmærksom på at jeg syntes det var dybt uetisk og en meget sært at der ikke blev sagt noget til "mælingsmødet" fik jeg at vide at jeg "lukkede for dialog". Begge ringe har stor affektionsværdi for mig og er faktsik det eneste af "værdi" for mig i boet efter min mor. Min bror er også nært knyttet til farfars vielsesring og jeg har nu henstillet at denne overleveres til ham - det får jeg jo ikke noget ud af som sådan - men jeg hverken vil eller kan vælge mellem to genstande der oprindeligt var tiltænkt mig.

Jeg er bitter og skuffet - men ikke forundret - det følger det mønster der har været hele mit liv fra samme "relation". Men at der så ligger to billeder i de få ting min bror og jeg får lov at dele det er godt nok at gå over grænsen. Helt utroligt så lidt realitetssans nogen mennesker har. Billederne er væk -sammen med 75% af de ting der var i kasserne, værdiløst skrammel som forhåbentlig kan give lidt i kassen på et loppemarked.

Men huset er solg - mægleren venter på banksikkerhed og den burde komme i dag. Og så er det faktisk overstået - så må jeg lære det med ringene uden ad - det kommer nok til at tage noget tid.... jeg er lidt langsom i opfattelsen, menlig!

fredag den 3. september 2010

Arnie og jeg

Nu har Arnie og jeg levet sammen i 1½ måned. Der er ikke meget fest abe i ham - han er faktisk lidt af en sportsnørd. Og han lokker mig med! - de første 4 uger løb vi 101 km sammen - og nu insistere han på at vi skal gøre det samme de følgende 4, vi kom lidt skidt fra start, men kan stadig nå det. I sær fordi han fik lokket mig totalt på afveje i onsdags - han overtalte mig til at tage alle 5 søer, det blev så til 10.750 - han var frisk da vi kom frem, hvor imod jeg lignede noget katten havde slæbt ind. Men ikke desto mindre så klarede vi sammen over km i dag også. Også i Oslo for små 2 uger siden fik han mig med ud. Godt nok en kort tur på godt 5 km, men alligevel.

Men det er jo nok meget godt at have ham til at distrahere mig for tiden. Salg af mors hus - søster lystig og mange andre ting hiver godt den anden vej - men nu lysner det forhåbentlig snart så vi kan komme videre med vores liv, hver især - og hver for sig :p