lørdag den 16. maj 2009

jeg er ikke tilfreds

Jeg er så træt af de her møder - og egentlig har jeg hele tiden haft en følese af at "deputy" var den gale mand til at holde dem - fordi han er sådan en der gerne vil have at alle er glade. Det sidste er jeg så nu voldsomt i tvivl om. Jeg er i hvert tilfælde ikke glad. Nu kan jeg jo tage fejl - selvom jeg desværre tvivler. Men jeg tror sku jeg kom ud fra det her "sidste" møde med besked om at tage et udvidet hensyn til kollega - fordi hun jo er skrøbelig og fordi det er så synd for hende, hun er jo syg og alt muligt.... Tja, hun er blevet ansat på samme vilkår som os andre - på et tidspunkt hvor alle viste at hun havde den sygdom hun har - og så vidt jeg kan se er den ikke forværret som sådan. Nå ja, det vil vel ganske stille og roligt i et eller andet udefinerbart tempo gå "ned ad bakke" - men hun kan da stadig melde sig til fx DHL stafet - så så galt ser det jo ikke ud!! Men altså skrøbelig ja, det må vi sætte hak ved. Nu er det så bare at jeg har kæmpet med mig selv hele sidste forår, og færdig er jeg knapt - for at komme op, for at få det bedre - og hun og hendes opførsel har virkelig ikke hjulpet mig på vej. Nu skal jeg så pludselig tage hensyn - fortsætte med at tænke "har denne opgave noget med hende at gøre, bare det mindste?" kan jeg sætte kryds der, så skal jeg - som jeg har gjort længe - og faktisk er pænt træt af - tænke hvordan løser jeg den så det påvirker hende mindst muligt, ikke som jeg finder det naturligt - hvad er bedst for kolbøttefabrikken... Det mindre sjove er jo at lige meget hvor meget jeg tænker, ender det jo tit galt - ender det tit med at hun blievr sur - så hvorfor fortsætte - jo, for det skal jeg så. Jeg skal "give hende plads" tage hensyn...hun har det jo skidt.

Så så man lige mig rette mig op i stolen - vil ikke påstå at mine øjne ikke lynede - tror jeg, jeg er ikke rigtig herre over dem nemlig, og jeg vil næsten tro de skød flammer. JEG har kæmpet med mig, hun ville ikke - vi fik det samme tilbud, hun takkede nej (eller så vidt jeg husker - råbte nej) Jeg kæmpede - hun gjorde ingen ting. I den tid jeg var nede og skidt har jeg aldrig bedt om særbehandling, var jeg ked trak jeg mig fra de øvrige kolleger - holdt mig væk. Det kan som sådan have påvirket stemningen, fordi jeg normalt er hende med hygge genet - men hey, andre kan jo tage det job ikke? - jeg har ikke råbt og skældt ud, jeg har ikke forlangt at der skulle tages specielle hensyn. Og nu vil man mere eller mindre direkte sige til mig "vi synes hende sorg er større end din" - fik aldrig fortalt dem at sorg ikke er målbar - men fik fortalt dem at jeg ikke synes det er retfærdigt - HR damen spurgte om mine kolleger kendte til mit "problem" - tror ikke hun ved hvad det er - deputy "burde vide" - men han er jo en mand, så måske har han glemt, måske tænker han ikke på det - netop fordi jeg aldrig taler om det med mine kolleger - fordi det er mit privatliv - fordi mit privatliv ikke hører til mit job. Jeg er kommet til at åbne mig for nogen, skulle jeg ikke have gjort, kan jeg godt se i bagspejlet, men heldigvis ikke for ret mange - og heldigvis er jeg klogere nu. Mine følelser rager dem - hvilket jeg også fortalte HR damen - men derfor vil jeg nu alligevel ikke rigtig finde mig i at få at vide at hendes sorg er mere værd end min, især fordi jeg ved hun ikke tog mod tilbudet den gang for et år siden. HR damen spørger om jeg ved hun ingen ting gør - det ved jeg jo selvfølgelig ikke - men det virker så sandelig ikke sådan, så meget kan jeg dog sige!!!

Jeg er ikke tilfreds.

Jeg skal have udviklingssamtale med chefen - hun prøvede at out source den til deputy, men det fik min søde svenske kollega fikset for os. Og der må jeg på en eller anden elegant måde for formidlet at jeg ikke er tilfreds - jeg ved helt tilfældigt at chefen har et "problem" der ligner mit på mange måder - og jeg ved at hun stadig inderst inde har et savn - selvom hendes er betydelig ældre end mit. Så jeg tror hun vil forstå - men om hun så vil støtte mig, det er en anden sag - vi får se.

Ingen kommentarer: