søndag den 3. maj 2009

Åbent brev til en kollega

Kære du,

Hvad er det egentlig du vil? - Er din dagsorden at få mig til at forlade mit job (på den ene eller anden måde)? - jeg tror det egentlig ikke. Mest fordi du i fredags udtrykte oprigtig nervøsitet for at jeg skulle sætte mig på et andet kontor - og man ikke skulle få de øvrige kolleger informeret om at det ikke var dig der havde bedt mig gøre det. Men hvad tror du så der vil ske hvis jeg på den ene eller anden måde ender med at forlade det job, som jeg faktisk er rigtig glad for...forventer du at jeg vil lade som om det overhovedet intet med konflikten, eller din opførsel har at gøre? - det kan jeg så ikke love dig!!

Jeg forstår virkelig ikke hvad der foregår i dit hoved. I et halvt år havde du tilladelse til at ringe til mig 24/7 hvis der var "noget" - du ringede godt nok aldrig om natten, men enkelte gange ganske sent om aftenen - altid stor tudende så jeg ikke fattede en bjælle af hvad du sagde. Min "opgave" var så at få dig beroliget, talt ned... En gang ringede du tilmed fra Brønby havn - hvor du stod stor tudende i buller mørke - kæresten havde igen enten misforstået eller givet fanden i dit hysteriske udbrud over at han ikke ville gøre som du ville ha - og at han ikke var i stand til at læse mellem linierne og gætte hvad du ville ha ham til. Jeg var så tæt på at rive en sovende dreng op af sengen og smide ham i bilen for at køre ud og lede efter dig, men så dukkede din kæreste op og så var det jo under kontrol. Eller den gang du ringede fra kærestens entre hvor du sad (eller var det trappesten) han havde smidt dig ud fordi du var komplet hysterisk og han ikke viste hvad han skulle stille op med dig - han blev ikke videre glad over at opdage du sad og snakkede med mig og fik råbt en to tre ting inden du lagde på igen. Det er jo ikke fordi jeg forlanger evig hengivenhed for det jeg har givet/ydet - det eneste jeg ønsker er at blive behandlet med ganske almindelig medmenneskelig respekt. Og nu vil du sikkert sige at jeg ikke respektere dig eller behandler dig sådan - og det gør jeg muligvis ikke. Men som den venlige HR dame sagde - så avler tryk modtryk - og det var dig der blev "grim" først. Det var dig der ringede og hylede og skreg af mig og skældte og smeldte og lagde semi truede besked på min telefon svarer - og sendte en mail der bestemt også kunne opfattes truende hvis det var med de briller man læste den. Den gang påstod du at det var fordi du troede jeg ville stjæle en opgave fra dig - lige meget hvor meget jeg efterfølgende forklarede og gjorde ved - tilmed undskyldte - ikke fordi jeg nogen sinde ville stjæle den opgave - jeg havde nemlig, og har stadig rigeligt af mit eget.

Jeg VED du var taknemmelig for min hjælp - du skrev en virkelig sød nytårshilsen til mig det år - og sagde også ved et par lejligheder at du håbede jeg viste hvor taknemmlig du var for min hjælp - men det var den gang.

Ved første møde med HR refererede du til vores tidligere kontakt ved at sige at vi jo ikke behøvede sende private sms længere - det synes jeg er noget af en nedvurdering af det der foregik - men ok, er det sådan du helst vil huske det - så ok med mig. Ingen grund til at vade i det heller. Ved det første møde gik mange af dine "anklager" på at jeg ignorerer dig - men igen, det gør jeg kun når du taler grimt til mig - eller tilmed råber og skælder ud - hvis du taler normalt, så er jeg også høflig - men ærligt må jeg indrømme - jeg ser ikke på dig med glæde i øjnene når du kommer mod mit bord - jeg ved jo aldrig rigtig hvad der er i vente - en almindelig forespørgsel eller et rap over fingrene for at have udført mit job - uden at cleare med dig at det er ok - og det er jo ikke som om du er min chef eller noget, jeg behøver virkelig ikke cleare noget som helst med dig - det er kun dit kontrolgen der går helt amok. Du mener så at du slet ikke råber og skriger, bare er engageret - nu ved jeg så at du i en anden sammenhæng har udtalt at du godt viste når det gik galt - du kunne bare ikke kontrollere det, og bagefter kunne du ikke finde ud af at "komme tilbage" på en ordentlig måde - men den forklaring, den er pist væk nu.

Men du har altså et lille problem der, du har ingen videre situationsfornemmelse, du skælder ud på hvem som helst, ikke bare jeg - og ind i mellem tror jeg desværre du rammer en der ikke er sådan videre smart at skælde ud på:( på sigt sker der næppe det store af at råbe af mig, men chefen er nok ikke den jeg personligt ville vælge at råbe af, hvis trangen kom over mig.

Men du mener angiveligt - det sagde du i hvert tilfælde der for knapt et år siden, at den mistillid jeg havde skabt ved at virke som om jeg ville stjæle din opgave - den gjorde at du nu måtte kontrollere mig og "holde øje" - måske ikke lige sådan udtrykt - men noget i den stil, noget med at hvis vi skulle lave noget sammen skulle retningslinierne skrives helt klart ned - nu har vi så bare ikke skulle lave noget sammen, ikke på den måde i hvert tilfælde - men på en eller anden måde går det ofte galt når jeg laver noget der bare er i nærheden af en grænseflade til dig. Du får mig næsten til at reagere som en mand på det punkt, hvis jeg på nogen måde tror at noget jeg laver kan gøre dig sur - så siger jeg helt sikkert intet før det er så tæt på at jeg ikke kan undgå det længere - jeg ved jo det vil komme, men så hellere vente til sidste øjeblik. Men mest er det nu en overraskelse at netop den opgave vil udløse vrede - for jeg er faktisk ikke et ondt menneske, ikke noget af det jeg laver er gjort for at hverken såre dig eller gøre dig vred.

Men her i fredags - på andet møde, der var det pludselig fordi du føler dig udenfor på kontoret, du er der kun halv tid og dette gør det selvfølgelig sværere at falde ind. Men HEY, hvornår er det blevet MIN opgave at sørge for at mine kolleger er med i det sociale. Jeg er muligvis hende der laver mest sjov - hygge - hvad ved jeg, men det sjove er altid meget spontant - en der siger et galt ord og så fnise alle andre rødmende, nå ja alle andre end dig - tror nu mere det er fordi vores virkelig platte humor slet ikke er dig - og det fortænker jeg dig sommænd ikke i - for det er virkelig plat, niveauet under værkstedshumor. Men en af tingene ved den slags humor er at det aldrig er sjovt hvis man skal invitere andre til det - det er kun sjovt, hvis det overhovedet er - i øjeblikket.

Jeg må ærligt indrømme at jeg virkelig tit tænker "Hvorfor mig? hvad jeg har lige jeg gjort for at skulle rammes af dette?" - jeg er sådan set ikke i tvivl om at du er misundelig på mig - og tja, det er der måske en god grund til, måske ikke - vi er forskellige steder i vores liv - vi har hver især gjort nogen valg der gør at vi er der hvor vi er og frem for alt er der på den måde som vi nu en gang er.

Helt ærligt så ved jeg ikke hvad jeg skal stille op - jeg nægter simpelthen at være ansvarlig for din trivsel i afdelingen, det må være din egen opgave - de andre i afdelingen klare det fint!! - Du har også lavet en plan til ommøblering i kontoret - så du kommer til at sidde mere centralt - men helt ærligt, du kan bare flytte plads - der er 3 ledige pladser du kan sætte dig på hvis du vil - hvorfor ikke bare flytte - det er der ingen der vil gø over, der i mod tror jeg der er nogen der vil gø hvis de skal flyttes til en anden plads fordi du synes det....du sidder præcis der hvor du selv ønskede at sidde da vi skiftede kontor for knapt et år siden - men selvføleglig har du lov at flytte - bare du gør det uden at insistere på at vi andre skal gøre det også! der er lavet tiltag for at vi skal have endnu mindre grænseflade end vi har haft tidligere, det tror jeg sådanset er fint nok - men lige nu virker det som om det er mere min tilstedevæerlse på kontoret der er et problem end sammenfaldende opgaver. Du har ved begge møder med HR talt om at jeg er "højlydt" - men her sidst var det så også et problem at jeg havde talt lavmeldt - hvad vil du egentlig ha? Du påstår at du ikke kan følge med i hvad der sker på kontoret, men ikke destro mindre kommentere du på ALT både ting der rager dig og ting der ikke gør - og du har ganske ofte en mening, så helt uden for kan du da ikke være.

Det eneste jeg vil bede dig om, kære kollega, er at lade være at bestemme hvordan jeg har det - bestemme at eller om jeg har problemer eller er sur - forhold dig til hvad du kan se - ser jeg sur ud, ok - måske har jeg migræne, måske er jeg træt af at DU ser sur ud igen - sur på den måde at du nægter at sige god morgen når jeg kommer og sidder med en stiv "vred" ryg vendt i min retning - måske er det bare det der påvirker mig? Måske prøver jeg desperat at lade være at være "sjov" så du ikke skal føle dig uden for igen - du ved det ikke, lad være at fortælle hvad jeg tænker og føler, please!! Og nøjes med at forholde dig til fakta! Og så lad være at blande dig i ALT jeg lave, jeg har den instilling at du er i det job du har, fordi du er den rigtige til det - jeg behøver ikke bekymre mig om dit område - det gør du - og skulle jeg en enkelt gang overveje om du gør det godt nok, så vælger jeg at være lige glad - det er nemlig heldigvis ikke min opgave at overvåge dig, det har vi chefer til - det er også dem der beslutter hvem der laver hvad og noget skal de jo gøre for deres løn ikke!? - kan du så ikke vise den samme tillid til mig? - du sender jo heller ikke mails til vores direktør og foreslår ham at løse opgaverne på en anden måde, vel?
Og så lige en sidste lille bitte bøn! - tal pænt til mig, så skal jeg love ikke at ignorere dig - jeg kan ikke love, at det ikke lige tager et stykke tid at vende mig til at du ikke har "ond hensigt" når du kommer hen til mit bord - men jeg er sikker på at det stykke tid ikke behøver være mere end 1-1½ uge - så har jeg opdaget at du kan være høflig - og så kan jeg også være det med et venligt tonefald og ikke høflig med et forsvarsberedt tonefald.

De venligste hilsner
Kristina

3 kommentarer:

carina sagde ...

Hold da fast, hvis du en dag fortalte halvdelen ville hun da først blive psykisk ustabil ;-)

Men måske en meget god ide at få det ned på skrift så er det lettere at kunne forklare for en chef på et tidspunkt hvis det skulle blive aktuelt at lægge alle kort på bordet.

Men helt ærligt Kriss, kan du se nogen anden udvej en at en af jer smutter? Dit liv er sq for kort til at spilde på en dum kollega!

Smutter hun ikke snart så se at komme videre.

Kristina sagde ...

Blive ha ha!!! - overvejer faktisk at vise det til HR....har skrevet andre versioner også - men denne er næsten den mest virkningsfulde fordi den er skrevet til hende :-).

Og jeg gider virkelig ikke smutte - jeg er kanon glad for mit job.... men oki, vi får se hvad der sker.

Mille sagde ...

Du skulle nu altså vise HR det her!

Tror det ville sætte nogle ting på plads.