lørdag den 30. maj 2009

Nu med springvand

Inspireret af hende her og en tur her, er min have nu udstyret med - tataaaaaa et springvand!Der er regulerbar højde på på "springet" og nogenlunde i midten virker ikke til at genere naboerne. Synes det er rigtig fint og så var det endda ikke særlig dyrt!

lørdag den 23. maj 2009

For 5 år siden

Blev en lille pige født, sund og rask - men blot havde hendes hjerte glemt at slå.

Tænk hvor tiden går - man tror at den går istå, men det gør den ikke - livet går videre på sær vis.

Der er bagt chokolade muffins, i morgen skal de pyntes med pink glasur og sølvkugler - dvs sønnen har sagt at han vil pynte en til mig med et hjerte - han ville også ha lavet en til lillesøster men den kan hun jo ikke spise.

Vi skal hente de traditionelle balloner hos Jensens bøfhus (håber jeg) og et forhåbentlig smukt blomster hjerte hos blomsterhandleren.

Siden skal vi også besøge mormor, det jo ligger og laver ingen ting - og mon ikke dagen traditionsrigt ender på "De gyldne måger" - det er jo lige som blevet tradition.

Er sær tom inden i.

søndag den 17. maj 2009

Tænk at det kan føles naturligt

At gå ind til en blomsterhandler og sige "god dag, jeg vil gerne bestille et hjerte med hvide blomster og lyserøde rosenknopper!" - "Jeg skal bruge den på lørdag" - forklarede at jeg fik noget lignende sidste år - og det mente hun godt at kunne huske.

Dagen har sneget sig ind på mig, lige så stille.

Vi besøgte mormor i dag, fortalte hende at på lørdag er det Edels fødselsdag, det kunne hun godt huske - sagde hun. Og jeg som troede at hun var løbet helt rundt i dage og måneder. Men måske mente hun i virkeligheden også bare at hun godt viste at det nærmede sig - årstiden er der jo.

Nå men mormor kan jo ligesom ikke komme med, lovede at vi ville sende en ballon op til Edel på hendes vegne, og at vi ville komme forbi bagefter med chokolade muffins - hun fik valget mellem forskellige slags og valgte dem med chokolade, det er også de bedste :o)

lørdag den 16. maj 2009

jeg er ikke tilfreds

Jeg er så træt af de her møder - og egentlig har jeg hele tiden haft en følese af at "deputy" var den gale mand til at holde dem - fordi han er sådan en der gerne vil have at alle er glade. Det sidste er jeg så nu voldsomt i tvivl om. Jeg er i hvert tilfælde ikke glad. Nu kan jeg jo tage fejl - selvom jeg desværre tvivler. Men jeg tror sku jeg kom ud fra det her "sidste" møde med besked om at tage et udvidet hensyn til kollega - fordi hun jo er skrøbelig og fordi det er så synd for hende, hun er jo syg og alt muligt.... Tja, hun er blevet ansat på samme vilkår som os andre - på et tidspunkt hvor alle viste at hun havde den sygdom hun har - og så vidt jeg kan se er den ikke forværret som sådan. Nå ja, det vil vel ganske stille og roligt i et eller andet udefinerbart tempo gå "ned ad bakke" - men hun kan da stadig melde sig til fx DHL stafet - så så galt ser det jo ikke ud!! Men altså skrøbelig ja, det må vi sætte hak ved. Nu er det så bare at jeg har kæmpet med mig selv hele sidste forår, og færdig er jeg knapt - for at komme op, for at få det bedre - og hun og hendes opførsel har virkelig ikke hjulpet mig på vej. Nu skal jeg så pludselig tage hensyn - fortsætte med at tænke "har denne opgave noget med hende at gøre, bare det mindste?" kan jeg sætte kryds der, så skal jeg - som jeg har gjort længe - og faktisk er pænt træt af - tænke hvordan løser jeg den så det påvirker hende mindst muligt, ikke som jeg finder det naturligt - hvad er bedst for kolbøttefabrikken... Det mindre sjove er jo at lige meget hvor meget jeg tænker, ender det jo tit galt - ender det tit med at hun blievr sur - så hvorfor fortsætte - jo, for det skal jeg så. Jeg skal "give hende plads" tage hensyn...hun har det jo skidt.

Så så man lige mig rette mig op i stolen - vil ikke påstå at mine øjne ikke lynede - tror jeg, jeg er ikke rigtig herre over dem nemlig, og jeg vil næsten tro de skød flammer. JEG har kæmpet med mig, hun ville ikke - vi fik det samme tilbud, hun takkede nej (eller så vidt jeg husker - råbte nej) Jeg kæmpede - hun gjorde ingen ting. I den tid jeg var nede og skidt har jeg aldrig bedt om særbehandling, var jeg ked trak jeg mig fra de øvrige kolleger - holdt mig væk. Det kan som sådan have påvirket stemningen, fordi jeg normalt er hende med hygge genet - men hey, andre kan jo tage det job ikke? - jeg har ikke råbt og skældt ud, jeg har ikke forlangt at der skulle tages specielle hensyn. Og nu vil man mere eller mindre direkte sige til mig "vi synes hende sorg er større end din" - fik aldrig fortalt dem at sorg ikke er målbar - men fik fortalt dem at jeg ikke synes det er retfærdigt - HR damen spurgte om mine kolleger kendte til mit "problem" - tror ikke hun ved hvad det er - deputy "burde vide" - men han er jo en mand, så måske har han glemt, måske tænker han ikke på det - netop fordi jeg aldrig taler om det med mine kolleger - fordi det er mit privatliv - fordi mit privatliv ikke hører til mit job. Jeg er kommet til at åbne mig for nogen, skulle jeg ikke have gjort, kan jeg godt se i bagspejlet, men heldigvis ikke for ret mange - og heldigvis er jeg klogere nu. Mine følelser rager dem - hvilket jeg også fortalte HR damen - men derfor vil jeg nu alligevel ikke rigtig finde mig i at få at vide at hendes sorg er mere værd end min, især fordi jeg ved hun ikke tog mod tilbudet den gang for et år siden. HR damen spørger om jeg ved hun ingen ting gør - det ved jeg jo selvfølgelig ikke - men det virker så sandelig ikke sådan, så meget kan jeg dog sige!!!

Jeg er ikke tilfreds.

Jeg skal have udviklingssamtale med chefen - hun prøvede at out source den til deputy, men det fik min søde svenske kollega fikset for os. Og der må jeg på en eller anden elegant måde for formidlet at jeg ikke er tilfreds - jeg ved helt tilfældigt at chefen har et "problem" der ligner mit på mange måder - og jeg ved at hun stadig inderst inde har et savn - selvom hendes er betydelig ældre end mit. Så jeg tror hun vil forstå - men om hun så vil støtte mig, det er en anden sag - vi får se.

lørdag den 9. maj 2009

Kære kollega

Jeg bruger desværre for meget krudt på disse konstante samtaler - de dræner mig totalt. Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne få lov til "bare" at passe mit arbejde. Overvejer stadig om den eneste måde dette vil kunne lade sig gøre på - er at skifte job - Nu ved jeg jo definitivt INTET om hvad der foregår i dit hoved, men jeg har en sær følelse af at du slet ikke vil synes at det er "din skyld" hvis jeg forlader jobbet - Men jeg ved heller ikke hvad det er du vil have fra mig, og egentlig tror jeg ikke du ved det selv heller - jeg tror faktisk ikke vi nogensinde vil komme til et punkt hvor du er "tilfreds" hvor du vil holde op med at fistre ind til cheferne og klage over at jeg har gjort eller sagt det ene eller det andet - du har efterhånden lært at det ikke er smart at skælde ud på mig.
Men det var egentlig ikke det jeg ville i dag - jeg ville sådanset bare spørge dig om hvordan det kan være at du mener at du er berettiget til hele tidenat blande dig i mit job, når hele denne ballade angiveligt er startet fordi du troede at jeg ville stjæle en af dine opgaver - fordi jeg spurgte hvor langt du var kommet - og hvornår jeg skulle til at hjælpe til, som du jo havde aftalt med vores daværende chef at jeg skulle....Så undrer det mig egentlig temmelig meget at lige netop du mener at det er ok konstant at blande dig i mit job - hvor spændende du end måtte synes det er... Kan du forklare mig det?

fredag den 8. maj 2009

En gyser

Vi havde svømmet og badet og var nu klar til at hoppe i tøjet og komme ud og spise i DGI's kaffeterie - noget sønnemand virkelig gerne vil prøve, men det kræver at dagen efter svømmedag ikke er en arbejdsdag - for vi vil jo nok komme lidt sent hjem. Jeg skal tage mine smykker der ligger i mine sko - men HVOR er mine lykkearmbånd? - i ved de der La Chance til en mindre bondegård pr styk (faktisk spurgte drengens morbror forleden om det var sønnen der havde lavet det ene - det med alle dyrene.....) Nå men skabet havde stået åbent nogen minuter - jeg havde stået foran det stort set hele tiden, og ingen var gået så tæt forbi at de kunne få fat i noget i bunden af skabet - så mon jeg havde tabt dem i vandet? glemt dem på arbejdet? (nogen gange tager jeg en ring af og leger med den når jeg forsøger at tænke....måske havde jeg gjort det samme med armbåndet) - eller måske havde jeg glemt at tage dem på om morgenen - det sidste virkede bare alt for utroligt til at være sandt. Var allerede i fuld gang med at overveje hvor mange aktier jeg måtte sælge for at kunne genkøbe dem - men de ville jo ikke være dem, dem jeg har har jeg fået af den såkaldte i henholdsvis "undskyld jeg er et fjols" og valentines gave og "undskyld jeg er et fjols" og fødselsdagsgave.
Kaffeteriet var selvfølgelig lukket en time for tidligt (lige som sidst vi prøvede at spise der...sikkert for et år siden) - så vi endte med at tage Mc D med hjem - og jeg styrtede op i badeværelset - og dér lå de to stakkels armbånd og ventede på mig - PFEUUUUUUUUUUUU - turde næsten ikke åbne døren der ind til af skræk for at de ikke var der!!!

søndag den 3. maj 2009

Åbent brev til en kollega

Kære du,

Hvad er det egentlig du vil? - Er din dagsorden at få mig til at forlade mit job (på den ene eller anden måde)? - jeg tror det egentlig ikke. Mest fordi du i fredags udtrykte oprigtig nervøsitet for at jeg skulle sætte mig på et andet kontor - og man ikke skulle få de øvrige kolleger informeret om at det ikke var dig der havde bedt mig gøre det. Men hvad tror du så der vil ske hvis jeg på den ene eller anden måde ender med at forlade det job, som jeg faktisk er rigtig glad for...forventer du at jeg vil lade som om det overhovedet intet med konflikten, eller din opførsel har at gøre? - det kan jeg så ikke love dig!!

Jeg forstår virkelig ikke hvad der foregår i dit hoved. I et halvt år havde du tilladelse til at ringe til mig 24/7 hvis der var "noget" - du ringede godt nok aldrig om natten, men enkelte gange ganske sent om aftenen - altid stor tudende så jeg ikke fattede en bjælle af hvad du sagde. Min "opgave" var så at få dig beroliget, talt ned... En gang ringede du tilmed fra Brønby havn - hvor du stod stor tudende i buller mørke - kæresten havde igen enten misforstået eller givet fanden i dit hysteriske udbrud over at han ikke ville gøre som du ville ha - og at han ikke var i stand til at læse mellem linierne og gætte hvad du ville ha ham til. Jeg var så tæt på at rive en sovende dreng op af sengen og smide ham i bilen for at køre ud og lede efter dig, men så dukkede din kæreste op og så var det jo under kontrol. Eller den gang du ringede fra kærestens entre hvor du sad (eller var det trappesten) han havde smidt dig ud fordi du var komplet hysterisk og han ikke viste hvad han skulle stille op med dig - han blev ikke videre glad over at opdage du sad og snakkede med mig og fik råbt en to tre ting inden du lagde på igen. Det er jo ikke fordi jeg forlanger evig hengivenhed for det jeg har givet/ydet - det eneste jeg ønsker er at blive behandlet med ganske almindelig medmenneskelig respekt. Og nu vil du sikkert sige at jeg ikke respektere dig eller behandler dig sådan - og det gør jeg muligvis ikke. Men som den venlige HR dame sagde - så avler tryk modtryk - og det var dig der blev "grim" først. Det var dig der ringede og hylede og skreg af mig og skældte og smeldte og lagde semi truede besked på min telefon svarer - og sendte en mail der bestemt også kunne opfattes truende hvis det var med de briller man læste den. Den gang påstod du at det var fordi du troede jeg ville stjæle en opgave fra dig - lige meget hvor meget jeg efterfølgende forklarede og gjorde ved - tilmed undskyldte - ikke fordi jeg nogen sinde ville stjæle den opgave - jeg havde nemlig, og har stadig rigeligt af mit eget.

Jeg VED du var taknemmelig for min hjælp - du skrev en virkelig sød nytårshilsen til mig det år - og sagde også ved et par lejligheder at du håbede jeg viste hvor taknemmlig du var for min hjælp - men det var den gang.

Ved første møde med HR refererede du til vores tidligere kontakt ved at sige at vi jo ikke behøvede sende private sms længere - det synes jeg er noget af en nedvurdering af det der foregik - men ok, er det sådan du helst vil huske det - så ok med mig. Ingen grund til at vade i det heller. Ved det første møde gik mange af dine "anklager" på at jeg ignorerer dig - men igen, det gør jeg kun når du taler grimt til mig - eller tilmed råber og skælder ud - hvis du taler normalt, så er jeg også høflig - men ærligt må jeg indrømme - jeg ser ikke på dig med glæde i øjnene når du kommer mod mit bord - jeg ved jo aldrig rigtig hvad der er i vente - en almindelig forespørgsel eller et rap over fingrene for at have udført mit job - uden at cleare med dig at det er ok - og det er jo ikke som om du er min chef eller noget, jeg behøver virkelig ikke cleare noget som helst med dig - det er kun dit kontrolgen der går helt amok. Du mener så at du slet ikke råber og skriger, bare er engageret - nu ved jeg så at du i en anden sammenhæng har udtalt at du godt viste når det gik galt - du kunne bare ikke kontrollere det, og bagefter kunne du ikke finde ud af at "komme tilbage" på en ordentlig måde - men den forklaring, den er pist væk nu.

Men du har altså et lille problem der, du har ingen videre situationsfornemmelse, du skælder ud på hvem som helst, ikke bare jeg - og ind i mellem tror jeg desværre du rammer en der ikke er sådan videre smart at skælde ud på:( på sigt sker der næppe det store af at råbe af mig, men chefen er nok ikke den jeg personligt ville vælge at råbe af, hvis trangen kom over mig.

Men du mener angiveligt - det sagde du i hvert tilfælde der for knapt et år siden, at den mistillid jeg havde skabt ved at virke som om jeg ville stjæle din opgave - den gjorde at du nu måtte kontrollere mig og "holde øje" - måske ikke lige sådan udtrykt - men noget i den stil, noget med at hvis vi skulle lave noget sammen skulle retningslinierne skrives helt klart ned - nu har vi så bare ikke skulle lave noget sammen, ikke på den måde i hvert tilfælde - men på en eller anden måde går det ofte galt når jeg laver noget der bare er i nærheden af en grænseflade til dig. Du får mig næsten til at reagere som en mand på det punkt, hvis jeg på nogen måde tror at noget jeg laver kan gøre dig sur - så siger jeg helt sikkert intet før det er så tæt på at jeg ikke kan undgå det længere - jeg ved jo det vil komme, men så hellere vente til sidste øjeblik. Men mest er det nu en overraskelse at netop den opgave vil udløse vrede - for jeg er faktisk ikke et ondt menneske, ikke noget af det jeg laver er gjort for at hverken såre dig eller gøre dig vred.

Men her i fredags - på andet møde, der var det pludselig fordi du føler dig udenfor på kontoret, du er der kun halv tid og dette gør det selvfølgelig sværere at falde ind. Men HEY, hvornår er det blevet MIN opgave at sørge for at mine kolleger er med i det sociale. Jeg er muligvis hende der laver mest sjov - hygge - hvad ved jeg, men det sjove er altid meget spontant - en der siger et galt ord og så fnise alle andre rødmende, nå ja alle andre end dig - tror nu mere det er fordi vores virkelig platte humor slet ikke er dig - og det fortænker jeg dig sommænd ikke i - for det er virkelig plat, niveauet under værkstedshumor. Men en af tingene ved den slags humor er at det aldrig er sjovt hvis man skal invitere andre til det - det er kun sjovt, hvis det overhovedet er - i øjeblikket.

Jeg må ærligt indrømme at jeg virkelig tit tænker "Hvorfor mig? hvad jeg har lige jeg gjort for at skulle rammes af dette?" - jeg er sådan set ikke i tvivl om at du er misundelig på mig - og tja, det er der måske en god grund til, måske ikke - vi er forskellige steder i vores liv - vi har hver især gjort nogen valg der gør at vi er der hvor vi er og frem for alt er der på den måde som vi nu en gang er.

Helt ærligt så ved jeg ikke hvad jeg skal stille op - jeg nægter simpelthen at være ansvarlig for din trivsel i afdelingen, det må være din egen opgave - de andre i afdelingen klare det fint!! - Du har også lavet en plan til ommøblering i kontoret - så du kommer til at sidde mere centralt - men helt ærligt, du kan bare flytte plads - der er 3 ledige pladser du kan sætte dig på hvis du vil - hvorfor ikke bare flytte - det er der ingen der vil gø over, der i mod tror jeg der er nogen der vil gø hvis de skal flyttes til en anden plads fordi du synes det....du sidder præcis der hvor du selv ønskede at sidde da vi skiftede kontor for knapt et år siden - men selvføleglig har du lov at flytte - bare du gør det uden at insistere på at vi andre skal gøre det også! der er lavet tiltag for at vi skal have endnu mindre grænseflade end vi har haft tidligere, det tror jeg sådanset er fint nok - men lige nu virker det som om det er mere min tilstedevæerlse på kontoret der er et problem end sammenfaldende opgaver. Du har ved begge møder med HR talt om at jeg er "højlydt" - men her sidst var det så også et problem at jeg havde talt lavmeldt - hvad vil du egentlig ha? Du påstår at du ikke kan følge med i hvad der sker på kontoret, men ikke destro mindre kommentere du på ALT både ting der rager dig og ting der ikke gør - og du har ganske ofte en mening, så helt uden for kan du da ikke være.

Det eneste jeg vil bede dig om, kære kollega, er at lade være at bestemme hvordan jeg har det - bestemme at eller om jeg har problemer eller er sur - forhold dig til hvad du kan se - ser jeg sur ud, ok - måske har jeg migræne, måske er jeg træt af at DU ser sur ud igen - sur på den måde at du nægter at sige god morgen når jeg kommer og sidder med en stiv "vred" ryg vendt i min retning - måske er det bare det der påvirker mig? Måske prøver jeg desperat at lade være at være "sjov" så du ikke skal føle dig uden for igen - du ved det ikke, lad være at fortælle hvad jeg tænker og føler, please!! Og nøjes med at forholde dig til fakta! Og så lad være at blande dig i ALT jeg lave, jeg har den instilling at du er i det job du har, fordi du er den rigtige til det - jeg behøver ikke bekymre mig om dit område - det gør du - og skulle jeg en enkelt gang overveje om du gør det godt nok, så vælger jeg at være lige glad - det er nemlig heldigvis ikke min opgave at overvåge dig, det har vi chefer til - det er også dem der beslutter hvem der laver hvad og noget skal de jo gøre for deres løn ikke!? - kan du så ikke vise den samme tillid til mig? - du sender jo heller ikke mails til vores direktør og foreslår ham at løse opgaverne på en anden måde, vel?
Og så lige en sidste lille bitte bøn! - tal pænt til mig, så skal jeg love ikke at ignorere dig - jeg kan ikke love, at det ikke lige tager et stykke tid at vende mig til at du ikke har "ond hensigt" når du kommer hen til mit bord - men jeg er sikker på at det stykke tid ikke behøver være mere end 1-1½ uge - så har jeg opdaget at du kan være høflig - og så kan jeg også være det med et venligt tonefald og ikke høflig med et forsvarsberedt tonefald.

De venligste hilsner
Kristina