torsdag den 9. april 2009

Det går vist ikke

Min mor bliver vist ikke god igen... sprøgsmålet er så hvor hurtigt det går den anden vej. Et eller andet sted er jeg kynisk - hun er gammel, hun har levet et spændende og godt liv. Og forældre dør før deres børn ikke omvendt! - Jeg ønsker ikke at hun skal ligge hen længere end absolut højest nødvendigt Og et eller andet sted så er hun væk - det jeg savner mest er at jeg ikke lige kan ringe og få hendes syn på vores nye statsminister og sådan nogen ting. Og det kan jeg ikke - at jeg ikke få lov at vise hende den næsten tosiders artikel som vores kursus leverandør har skrevet om vores samarbejde - tilplastret med billeder af MOI :-) det gad jeg virkelig godt at hun så! - men selvom jeg prøvede at printe billederne ud nu, så tror jeg slet ikke hun vil kunne fokusere.

Tirsdag sendte hospitalet hende til genoptræning, tirsdag aften blev hun sendt retur fordi de mente at hun var blevet dårligere - hospitalet vurderede hende og returnerede hende igen - lørdag holdt de "foredrag" for os om at hun rekreerede bedst hvis hun ikke fik for mange indtryk og fik lov at hvile og sove - hvor er lige tre køreture på et døgn i den sammenhæng? - Men genoptræning er udelukket og så er der jo kun en vej. Det jeg frygter mest er at vi skal tømme ud i hendes hus - der er milliarder ting, det meste skal nok kastes - noget kan måske sælges, men det er jo også et kæmpe arbejde og om det betaler sig er et spørgsmål. Så er der de ting der skal deles - det gruer jeg også for. Der er nogen få ting som jeg ved at der "står" mit navn på - nogen af dem har egentlig bare været "på opbevaring" hos far og mor, så dem er der ingen diskussion om. Men der er to ringe som min far har designet til min mor, det er faktisk de eneste jeg virkelig gerne vil ha - min mor har sagt det er mine, men jeg er næsten 100% sikker på at det giver problemer. Men måske man ikke skal tage sorgerne på forskud - måske er vi den eneste familie i verden der ikke blvier uvenner over arven.... as if!!

Min bror synes ikke at sønnen min skulle se sin mormor "sådan" - eller faktisk så prøvede han at nedlægge forbud - men nu er det jo ligesom min søn, ikke :-) I går var hans egen holdning at han ville kramme sin mormor og sige at han elsker hende - i morges var han lidt i tvivl - men vi får se når vi kommer forbi hende senere i dag, hvad han så vil - egentlig vil jeg gerne at han får taget afsked, men han skal jo heller ikke tvinges til noget han ikke har lyst til - han er jo kun 6 år.

4 kommentarer:

Trine sagde ...

Sådan noget er altid svært.

Knus og tanker

Mette sagde ...

Det er jeg ked af at høre... Håber at hun - og I - får en god sidste tid og at sønnike får taget mod til sig og sagt farvel - jeg tror, at han vil være glad for det siden.
Min farfar døde da jeg var 6 år gammel. Jeg måtte ikke se ham for min farmor og jeg måtte heller ikke komme med til begravelsen for hende. Jeg føler aldrig at jeg har fået sagt rigtigt farvel - også selvom jeg har været ved gravstedet...
Mange tanker herfra

MrsBaloui sagde ...

Trist, at det ikke går bedre. Som du selv siger, har hun levet et godt og langt liv, så måske er det til det bedre, når/hvis hun engang giver slip.

Det er bare så vigtigt at du lytter til din kloge 6-årige søn. Uanset om han vil se hende eller ej. Et eller andet sted, så ved vores børn godt, hvad den bedste løsning er for dem.

Knus til jer.

Moster Tulle sagde ...

Jamen....søde, hvordan går det nu? Kan godt se jeg kommer for lidt på besøg herinde. Håber alt går fredeligt, hvis det er den vej, det skal. Og M. han skal da selv bestemme, godt vejledt af sin kloge Mor. Knus til jer