mandag den 13. april 2009

Skal / Skal ikke

Har lige oversat mit CV til dansk...Nu er sprøgsmålet så om jeg skal sende det, eller lade være.... det er ikke nemt!!

Jeg er jo på mange måder virkelig glad for mit job, det er spændende og udfordrende - jeg har gode kolleger, eller i hvert tilfælde de fleste af dem. Nogen stykker neutrale, resten rigtig gode - og én eneste en som bare slet slet ikke spiller. Hun er så vred på mig, taler grimt, råber og skælder ud - nu påstår hun så pludselig at hun "bare er engageret i sit job" (og åbenbart også i mit.....) Jeg kan bare slet ikke rumme hende. Min strategi med at afvise hende når hun gik overstregen fungerede helt fint for mig, når det nu ikke kunne være annerledes - men tydeligvis ikke for hende - cheferne var vist trætte af at hun hele tiden kom rendende og skældte ud over mig, så vi blev sat stævne med HR og chefens stedfortræder - man kunne jo godt ønske at chefen selv havde trådt i karrakter her - men det blev så ikke sådan.
Lige efter mødet syntes jeg det var HELT ad H til... vi skal give hinanden time outs - jeg hvis jeg synes hun skriger og skælder, hun hvis hun synes jeg ignorere hende (som følge af det første). Efter sådan en "timeout" skal vi - inden dagens slut, hvilket for hende er kl ca 12 - gå afsides 8sammen) og finde ud af hvad der gik galt...... Hey grøn stue.....(eller pink måske???) I tilgift havde hun så en lille ting hun godt ville lægge til - hun føler selv at hun hele tiden gentager sig selv - fordi hun frygter at vi andre ikke forstår hvad hun mener, dette irriterer hende tilsyneladende - og andre kolleger, kan jeg så tilføje, jeg er som sådan ret lige glad - lukker ørerne gang nr 2 (og nogen gange allerede gang nr 1) - men for at undgå dette vil hun, at vi andre "med egne ord gentager hvad hun lige har sagt" - så hun kan sikre at vi har forstået.

Tænk, jeg som troede at det var en arbejdsplads og ikke en børnehave....men nej.

Jeg har så fundet dette tilsyneladende interessante job - det ligger bare dårligt i forhold til bopæl - og min kontakt til min levendør som blandt andet er det udfordrende vil jeg miste, de gode kolleger kan man jo risikere at få nye af - men hvad filen skal en klog gøre - jeg kan jo søge, ingen siger at jeg bliver kaldt til samtale, og bliver jeg det er der jo ingen der siger jeg får det - men jeg hader at virke useriøs - og søge noget bare for at slippe væk fra en kegle - det er ikke den rigtige grund:( men desværre ser det ud som det er den eneste måde at slippe væk på. Alternativt er at bede om at sidde på et andet kontor end hende - så vi ikke "går op og ned af hinanden" hele tiden - men så mister jeg jo de 2-3 søde kolleger der også sidder på kontoret...........


Hvorfor pokker er der ingen der har kugler til at gøre noget i denne situation????? pisos:(

torsdag den 9. april 2009

Det går vist ikke

Min mor bliver vist ikke god igen... sprøgsmålet er så hvor hurtigt det går den anden vej. Et eller andet sted er jeg kynisk - hun er gammel, hun har levet et spændende og godt liv. Og forældre dør før deres børn ikke omvendt! - Jeg ønsker ikke at hun skal ligge hen længere end absolut højest nødvendigt Og et eller andet sted så er hun væk - det jeg savner mest er at jeg ikke lige kan ringe og få hendes syn på vores nye statsminister og sådan nogen ting. Og det kan jeg ikke - at jeg ikke få lov at vise hende den næsten tosiders artikel som vores kursus leverandør har skrevet om vores samarbejde - tilplastret med billeder af MOI :-) det gad jeg virkelig godt at hun så! - men selvom jeg prøvede at printe billederne ud nu, så tror jeg slet ikke hun vil kunne fokusere.

Tirsdag sendte hospitalet hende til genoptræning, tirsdag aften blev hun sendt retur fordi de mente at hun var blevet dårligere - hospitalet vurderede hende og returnerede hende igen - lørdag holdt de "foredrag" for os om at hun rekreerede bedst hvis hun ikke fik for mange indtryk og fik lov at hvile og sove - hvor er lige tre køreture på et døgn i den sammenhæng? - Men genoptræning er udelukket og så er der jo kun en vej. Det jeg frygter mest er at vi skal tømme ud i hendes hus - der er milliarder ting, det meste skal nok kastes - noget kan måske sælges, men det er jo også et kæmpe arbejde og om det betaler sig er et spørgsmål. Så er der de ting der skal deles - det gruer jeg også for. Der er nogen få ting som jeg ved at der "står" mit navn på - nogen af dem har egentlig bare været "på opbevaring" hos far og mor, så dem er der ingen diskussion om. Men der er to ringe som min far har designet til min mor, det er faktisk de eneste jeg virkelig gerne vil ha - min mor har sagt det er mine, men jeg er næsten 100% sikker på at det giver problemer. Men måske man ikke skal tage sorgerne på forskud - måske er vi den eneste familie i verden der ikke blvier uvenner over arven.... as if!!

Min bror synes ikke at sønnen min skulle se sin mormor "sådan" - eller faktisk så prøvede han at nedlægge forbud - men nu er det jo ligesom min søn, ikke :-) I går var hans egen holdning at han ville kramme sin mormor og sige at han elsker hende - i morges var han lidt i tvivl - men vi får se når vi kommer forbi hende senere i dag, hvad han så vil - egentlig vil jeg gerne at han får taget afsked, men han skal jo heller ikke tvinges til noget han ikke har lyst til - han er jo kun 6 år.

fredag den 3. april 2009

Alle gode gange ....

I dag skulle vi har stormøde på jobbet "samarbejdsrelation" mellem undertegnede og en kollega. Var virkelig ikke det mindste motiveret - har diskuteret det til hudløshed med forskellige for at forberede mig bedst muligt. Mit eneste virkelige behov at at få lov at passe mit arbejde, uden at blive skreget og hylet af. Punktum. Slut. Med den lille "krølle" at jeg har følt mig terroriseret på jobbet i 9½ måned. I sommer var jeg ved at søge jobbet som assistent for fyren kolbøttefabrikkens mest kedelige job - men kom til fornuft. Da denne samtale kom på kalenderen snublede jeg over en stilling i et større firma i Nordsjælland - ansøgningsfristen udløber først efter påske, så der er en risiko endnu.... Men dybest set er jeg glad for mit job, synes det er spændende og der er jo en masse søde og rare kolleger ud over den ene.

Faktisk var det sådan at en kollega jeg sjældent kommunikere med i en anden mail til mig ønskede mig held og lykke med mødet - det var lige på grænsen til at trække tårer. En anden ringede så da jeg var på vej videre for at høre hvordan det var gådt. Dette var nu mere ventet end uventet - men stadig rigtig rigtig rart.

Men lige inden mødet ringer brormand - mormand er indlagt med stroke....vi kunne jo ikke gøre så meget, andet end at lade dem undersøge hende og ja, så sende hende videre til Hillerød - hvad sker der med hospitalerne i byen, det ville være så meget lettere for alle parter at besøge hende - men næ nej, sådan skal det ikke være.

Hun er heldigvis ikke så slemt tilredt som hun kunne, fik besøgt hende efter møde og før afhentning af lillemand. Nedsat styrke i den ene side, og afasi - men klar i hovedet - ved når hun bruger et forkert ord, ved når hun ikke kan udtale ordene - og træt som bare den. Det sidste er jo knapt en overraskelse. I morgen kommer brormand så forbi slottet her og vi drager tilsammans med sønnemand på besøg hos mormand - og så må vi se hvad resten af påskeferien kommer til at gå med. Håber bare nogen af vores planer kommer til at holde stik.

I første omgang fik sønnemand et løbehjul - en påskegave jeg egentlig planlagde i onsdags, men den faldt på et rigtig tørt sted her i eftermiddag.