fredag den 31. oktober 2008

En begivenhedsrig uge

Ugen startede med en opføgning på udviklingssamtale - endnu en gang fik jeg revet tæppet væk under mig, på den gode måde. Ikke så meget rosen, for jeg ved jo det går godt - jeg ved jeg har udviklet mig rigtig meget på det personlige plan og jeg ved at jeg gør et godt - ok, et mere end godt, stykke arbejde. Men derfor er det jo dejligt at høre alligevel. Men da afgående chef undskyldende forklare efterfølgeren at han jo har sagt at han ikke kan være både chef og terapeut, så var jeg nødt til at pointere at det var hans valg ikke mit! - han tog selv "jobbet" - her til svarer han "Jamen, du har så mange kvaliteter at jeg syntes det var det værd!" - må man så godt få lidt tårer i øjnene? - en ting er at nogen mener sådan, men det er desværre alt for sjældent at de lige frem siger det - og så til med med vidner.
Om aftenen havde jeg igen et af mine "syn" - kald det hvad du vil, eller dvs jeg forstod ikke hvad det var, før jeg dagen efter kontakter den det handlede om - og det viser sig at han præcis på det tidspunkt jeg mærkede at nu var han hjemme, så var han rent faktisk kommet hjem ualmindelig forsinket - Jeg er sikker på at lige netop dette er for at understrege over for mig selv, at jeg nok skal kunne mærke hvad der sker med den her person - det er en god følelse. Også selvom hverken han eller jeg rigtig kan forholde os til ting der ikke kan bevises eller regnes ud.

Tirsdag og onsdag har vi gentaget vores kursus succes - det var tæt på at evalueringen slog gennem taget - og både læreren og jeg er ekstatiske - vi må have lignet flækkede træsko. Man bliver så høj af sådan en oplevelse. Og om 3 uger skal vi på den igen, denne gang i Helsinki - spændende om vi kan gøre det en 5. gang?!

Mandagen indeholdt også en afskeds frokost med en kollega, han stopper i afdelingen - ikke fordi han vil (eller det ved jeg egentlig ikke:-) ) men primært fordi han er syg. Han skal på hospitalet i næste uge. Jeg ved det kommer at gå godt alt sammen, det bliver ikke nemt, men det ender godt - alligevel svier det i maven. Hader ikke at kunne gøre noget. Han fik en miniature bamse at kramme på mens han er sygemeldt. Og jeg ved, at han ved, at han fik den for hele tiden at huske, at jeg tænker på ham. Vi holder kontakten, eller jeg holder kontakten, så må han svare når han kan overskue det - men han skal vide at jeg tænke på ham. Og mit mål er at få ham til at le mindst en gang pr samtale. Det kan jeg godt klare, og det er det bedste jeg kan gøre for ham, som situatiuonen er lige nu.

Men for pokker hvor jeg glæde mig til det er overstået og han er ude på den anden side.

Ingen kommentarer: