fredag den 31. oktober 2008

En begivenhedsrig uge

Ugen startede med en opføgning på udviklingssamtale - endnu en gang fik jeg revet tæppet væk under mig, på den gode måde. Ikke så meget rosen, for jeg ved jo det går godt - jeg ved jeg har udviklet mig rigtig meget på det personlige plan og jeg ved at jeg gør et godt - ok, et mere end godt, stykke arbejde. Men derfor er det jo dejligt at høre alligevel. Men da afgående chef undskyldende forklare efterfølgeren at han jo har sagt at han ikke kan være både chef og terapeut, så var jeg nødt til at pointere at det var hans valg ikke mit! - han tog selv "jobbet" - her til svarer han "Jamen, du har så mange kvaliteter at jeg syntes det var det værd!" - må man så godt få lidt tårer i øjnene? - en ting er at nogen mener sådan, men det er desværre alt for sjældent at de lige frem siger det - og så til med med vidner.
Om aftenen havde jeg igen et af mine "syn" - kald det hvad du vil, eller dvs jeg forstod ikke hvad det var, før jeg dagen efter kontakter den det handlede om - og det viser sig at han præcis på det tidspunkt jeg mærkede at nu var han hjemme, så var han rent faktisk kommet hjem ualmindelig forsinket - Jeg er sikker på at lige netop dette er for at understrege over for mig selv, at jeg nok skal kunne mærke hvad der sker med den her person - det er en god følelse. Også selvom hverken han eller jeg rigtig kan forholde os til ting der ikke kan bevises eller regnes ud.

Tirsdag og onsdag har vi gentaget vores kursus succes - det var tæt på at evalueringen slog gennem taget - og både læreren og jeg er ekstatiske - vi må have lignet flækkede træsko. Man bliver så høj af sådan en oplevelse. Og om 3 uger skal vi på den igen, denne gang i Helsinki - spændende om vi kan gøre det en 5. gang?!

Mandagen indeholdt også en afskeds frokost med en kollega, han stopper i afdelingen - ikke fordi han vil (eller det ved jeg egentlig ikke:-) ) men primært fordi han er syg. Han skal på hospitalet i næste uge. Jeg ved det kommer at gå godt alt sammen, det bliver ikke nemt, men det ender godt - alligevel svier det i maven. Hader ikke at kunne gøre noget. Han fik en miniature bamse at kramme på mens han er sygemeldt. Og jeg ved, at han ved, at han fik den for hele tiden at huske, at jeg tænker på ham. Vi holder kontakten, eller jeg holder kontakten, så må han svare når han kan overskue det - men han skal vide at jeg tænke på ham. Og mit mål er at få ham til at le mindst en gang pr samtale. Det kan jeg godt klare, og det er det bedste jeg kan gøre for ham, som situatiuonen er lige nu.

Men for pokker hvor jeg glæde mig til det er overstået og han er ude på den anden side.

fredag den 24. oktober 2008

Min taske er en drenge lomme

Jeg har lige ledt efter min øresnegl til mobilen.

I tasken fandt jeg:


  • en vissen rosenknop, sikkert fra min datters grav

  • 4 bolsjer, jeg fik i loungen på Arlanda for 1 måned siden

  • en stimmel avis papir som må være revet af et udklip jeg har haft i tasken

  • 7 vådservietter fra Stockholms flyet

  • 3 ubrugte men nussede kleenex

  • "sokken" til min private mobiltelefon

  • 3 boarding pass

  • en metalæske med pebermynte tabletter

  • mine "brilliant" besatte læsebriller (som jeg glemte at få med på seminar, så jeg måtte købe nye i Kastrup onsdag morgen)

  • en masse nullermænd

Men ingen øresnegl.



I min jakkelomme fandt jeg i går morges en lille mandelsmåkage i plastikpakning, en håndsten, en masse grus?? og en café chokolade.

torsdag den 23. oktober 2008

Jeg vil tænde et lys

For min mentor, for et af de mennesker jeg har dybest respekt for. For ham der gennem de sidste 8 ½ måned har hjulpet mig så meget at det ikke kan beskrives med ord!
Jeg holder så pokkers meget af dig!

Jeg ved det nok skal gå alt sammen!!

tirsdag den 21. oktober 2008

Vel overstået

Nu ligger sønnen og putter, efter en god dag. Han blev vækket med skønsang i morges og flåede sine gaver op. Vi spiste morgenmad og kørte over i skolen med kanelsnegle til at dele ud i klassen. Mens sønnen var i skole arbejdede jeg lidt - ganske lidt - og gjorde det sidste klar. Sammen med en venindes store søn hentede vi 6 drenge hjem til skattejagt og stikbold på den private p-plads. Naboerne havde været så venlige at fjerne deres biler så vi kunne slå os løs:-) Ungerne fik guffet en del chokolademuffins med sugar paste pynt og ganske få boller. Bagefter legede de og spillede lidt computer - virkede som de hyggede sig ganske godt. Da kammeraterne var afhentet legede sønnen med sin gave fra far & mor - som sædvanlig spiste vi aftens mad hos de gyldne måger.

Kun en irriterende hovedpine har generet mig i dag - den kan jeg så tage med til Fuckholm i morgen, måske jeg kan have held til at lade den være der oppe - har hele to dage til at få den listet fra mig, så mon ikke det går...

På søndag har sønnen "ikke fødselsdag" det meste af familien dukker op - og måske et par andre også. Så er det heldigvis overstået for i år. Fatter stadig ikke hvordan jeg holdt til at holde 1 års dagen i 5 omgange?!?

mandag den 20. oktober 2008

Note til selv

Blæs ikke 18, nej faktisk 19 (en sprang nemlig) balloner op når du har ondt i hovedet - det får du nemlig virkelig meget mere ondt af.

Nå men når der ingen er til at hjælpe og der skal laves skattejagt. Har gemt 8 dele skattekort i 8 balloner, og 8"snydt" sedler i, hvad skal vi sige? 8balloner - så må der jo være to tomme også.. Når skattekortet er klistret sammen, skal ungerne gætte en "gåde" - finde et nyt skattekort, og her er den så svær.. de skal "tyde" en tegning jeg har lavet og derefter finde ud af hvor det er, det tegningen viser - her er skatten så gemt.

Håber jeg ikke har mere ondt i morgen, så bliver det nemlig knapt så sjåv!!

lørdag den 18. oktober 2008

Jeg vil også ha!

For noget tid siden mødte jeg en tidligere kollega i lufthavnen. Han fortalte at kæresten nu er færdig med sin uddannelse som yoga instruktør. Så er det jeg siger, jeg vil OGSÅ ha!!! (ja-ja, en nærværende kæreste) men det er ikke lige det - det er min egen private yoga instruktør - hvor sejt er det ikke lige?
Jeg er bare totalt misundelig.

Men ok, så skal jeg vist til at skifte jagt marker. OG lægge min stategi om:-)

Men stadigvæk - det er bare SÅ sejt!! Og misundelsesværdigt!!

100 skridt frem er lige langt

Eller noget i den stil:-)
Det er noget jeg har "gået og puslet med" et stykke tid, noget jeg har lyst at teste. Når dette "noget" involvere andre må man jo fortælle hvad det er man vil, det er jo ikke altid, at alt bare er skåret i neon (eller bøjet i pap:-)). På en eller anden måde har det været ret grænseoverskridende at skulle "melde klart ud", eller måske er grænsoverskridende ikke det rette ord, men snarere risikablet.

I sidste uge var stemningen der pludselig og så tog jeg chancen. Et eller andet sted var reaktionen ikke sådan helt, som forvente, den var overraskende, på den gode måde - og alligevel... Første reaktion var latter, sådan kluk-agtig, om det så var for at skjule chocket, eller fordi jeg var så direkte og umidelbar, det ved jeg så ikke - svært at se i en telefon:-) næste reaktion var også totalt uventet, men for en gang skyld tænkte jeg lynhurtigt og svarede "rigtigt" - dvs, mit svar var så godt som det nu nogen sinde kan blive til lige det sprøgsmål. Så kom der et kluklatterbrøl til. Var i usædvanligt godt humør bagefter, rart at få det overstået og so far var resultatet også positivt. Fredag havde vi en "brush up" på msn. Som regel er jeg en glimrende multi tasker, men i fredags gik det helt galt, forsøgte at holde gang i både ne IRL samtale med en kollega og så denne msn samtale - har en sær fornemmelse af at jeg virkede noget fjern, og et eller andet sted venter jeg bare at kollega fra IRL samtalen kommer og stiller nogen nærgående spørgsmål - har en fornemmelse af at hun har lugtet lunten, for det jeg har gang i er nok noget der ikke ligger hende milevidt fjernt selv, hun vil i hvert tilfælde ikke synes at det er spor sært det jeg arbejde på:-). Nå men denne msn samtale, den var egentlig også lidt sær. Det er ret tydelig for mig, at personen i den anden ende absolut ikke er fjern for at "lege med" og på den måde er vi mindst 100 skridt, måske snarere 1000 tættere på end vi har været nogen sinde før. Og så alligevel har vi ikke rykket os så meget som én lille sølle cm - "jeg har ikke besluttet mig... endnu" - altså hvor svært er det egentlig?? - hvad er der blevet af "Ok, vi gør det!" eller "Nej, du jeg kan ikke/vil ikke/tør ikke/har ikke lyst/......!"

- i virkeligheden er det jo meget nemmere at sige fra på et medie som msn, frem for "irl".

Sidste gang vedkommende sagde "Jeg har ikke besluttet mig!" betød det, eller endte det med at betyde "jeg gør det ikke!" - lige nu er jeg bange for at mit ønske slører mit syn, får mig til at tro på noget der ikke kommer til at ske. Og lige i denne sag, så gælder det 100% om at "spille med" og ikke udvise skuffelse, "bare smile og være glad".

Hvo intet våger, intet vinder - og jeg tror definitivt ikke jeg har mistet noget, det må jeg så bare holde fast i - er det ikke nu, så er det måske en anden gang!!

tirsdag den 14. oktober 2008

Der kom en mail

En af disse "kæde-veninde-mails" - Har vist set den før. Essencen er vist at man får dobbelt igen når man hjælper nogen. Lige præcis det vil jeg godt stille sprøgsmålstegn ved. Nå ja, hvis det er lige meget hvad man får igen, så er det vel sandt nok:-) Men heldigvis er det ikke alle der gengælder hjælp med dårlig opførsel!

Mailen afslutter med en pep talk - du kan hvad du vil, hvis du ønsker det tilstrækkelig nok, så vil det opfyldes - og send så denne mail til dine venner og et ønske vil opfyldes.

Men hvis nu dette ønske involvere en anden person, er det så tilstrækkeligt at jeg ønsker det? - Vil det så kunne opfyldes, hvis denne person ikke ønsker det lige så inderligt? - hvis nu denne person, som sådan kan overtales, hvis denne persons underbevisthed vil det samme - men personen er stærk som bare den, og vælger at "gøre det noget andet", vil mit ønske så kunne opfyldes?

Nå mail er videre sendt, ønsket er gjort - så må vi se hvad der sker!! Hvo intet våger, intet vinder, og noget at tabe er der faktisk ikke:-))

lørdag den 11. oktober 2008

En erkendelse

Jeg tror jeg er kommet til en erkendelse, jeg tror er kommet et lille bitte skridt videre. Men jeg er ikke ganske sikker:-)
Folk kan generelt mene om mig hvad de vil! - yderst sjældent kan man alligevel ændre på deres opfattelse, så hvorfor ulejlige sig, og hvorfor bekymre sig? - så længe jeg ved hvad det handler om, så er det godt nok, så længe jeg ved de ikke har ret, så er det fint for mig.
Med den lille bitte undtagelse, hvis den person nu betyder noget for mig, så vil jeg faktisk gerne ændre på mig for at få personen til at ændre på sin opfattelse af mig.
Dette indså jeg i går, da jeg for jeg ved ikke hvilken gang misforstod en mail/en udtalelse og var nødt til at få fat i vedkommende, der kom med den. Inderst inde tror jeg egentlig godt jeg ved, det ikke var møntet på mig, men alligevel nagede tvivlen, jeg måtte bare have sikkerhed, jeg måtte bare vide. Dybest set handler det nok om manglende selv tillid - og det ved personen så også godt.
Men det var altså her jeg indså at nogen menneker kan mene og tænke hvad de vil, men det er der så bare andre der ikke kan - kald mig bare behagesyg:-)

fredag den 10. oktober 2008

Ømme lår

Kan man vist nok få på flere måder, så vidt jeg husker:-)
I dag er det så fordi jeg, for første gang siden mine knæ blev dømt ude en gang i 2001 har været ude at løbe. Sønnen havde motionsdag på skolen, og jeg ville ikke risikere at han stod dér med følelsen af at være den eneste uden deltagende forældre - så var han nærmest den eneste MED deltagende forældre, men det generede ham definitivt ikke. Nu er det jo ikke sjovt at være tilskuer, så jeg løb med - bandende og svovlende det meste af vejen. Men ved vejs ende måtte jeg nu alligevel se hvor meget der skal til for at løbe en 5 km - og tanke om at sønnen jo bare kan cykle ved siden af dukker op i mit hoved. For det var faktisk ganske skønt at få løbet igen, selvom jeg anser det for verdens næst kedeligste sportsgren, skarpt forfulgt af svømning. Så er det alligevel fedt på en eller anden meget meget sær måde. Vi løb ikke så langt, men når det nu er så længe siden - så var de 1.2 km en ganske god start, i et stræk.

torsdag den 9. oktober 2008

Et møde

Jeg skal på et seminar inde i byen og cykler derfor fra sønnens skole - det er iskoldt og mine fingre er dybfrosne. Jeg er i god tid, så jeg stopper ved en cafe for at få en kop kaffe, både til at starte dagen på, men også for at tø fingrene. Sætter mig ved et ledigt bord. Ved siden af sidder en dame med en kop kaffe. Hun giver mig avisen og sprøger om jeg vil overtage den - og så begynder hun ellers at tale. Hun har været til morgen meditation og er på vej på job. Hun hviler i den grad i sig selv - det er helt utroligt. Hun er indbegrebet af den onde bog. Hun siger at efter sådan en start på dagen er der ingen ting der påvirker hende på samme måde som ellers.

Sådan et møde sidder i længe, længe. Måske man skulle starte på at meditere? - men først skal jeg nok lære at lade være at fnise:-))

fredag den 3. oktober 2008

Med et skævt smil

Sikke en uge - eller i virkeligheden kun de sidste to dage - resten har jeg fortrængt:-))
I går en first timer på en småsur måskefætter og en hys kollega der ikke turde brokke sig til mig, men i stedet gjorde det til andre - hvilket hun åbenbart har gjort en del gang det sidste stykke tid - man kan så undrer sig over hvorfor hun ikke er gået direkte - er det fordi hun er blevet klogere? Et team møde med stikpiller og en måskefætter der "glemmer" at præfikse en ud af tre navne søstre - hvilket viste sig at gøre nogen sure - taler vi om børnehave, eller hva?

I dag et møde med en sjov fætter - en gammel kollega, en af dem man svinger med - det gik helt som jeg ønskede - så nu fortsætter vi bare med arbejdet i MIN retning, det kan vi godt lide:-). en sur kollega der klager til ny-chef og kan risikere at få ris til egen røv. Det var jo ikke dét jeg ville, et eller andet sted dybt ironisk. Ny-chef gør måske hvad mange har ment at måskefætteren burde have gjort for længst. Men det er jo ikke det jeg egentlig ønsker, det er ikke derfor jeg har udfordret mig selv BIGtime, givet mig selv den opgave at ændre på MIG, fordi jeg ikke kan ændre på andre. Lade sur kollega køre sit ræs uden at lade mig gå på. Det er ikke mit job at hjælpe sur kollega, det er ikke mig job at sørge for at mit team er fuldt bemandet, det er kun mit job at tage mig af mig - men alligevel ønsker jeg ikke at sur kollega skal flyttes - måske skal hun trods alt lære at rette lidt ind til højre, det er vel ikke for meget at forlange:-) lære at verden ikke er centreret omkring hende.

I øvrigt fik sjov fætter min kæbe til at rasle ned mellem babberne - han kan noget med power point som de fleste jeg kender vil misunde ham ganske så forfærdeligt - WAU er det eneste jeg har at sige til den ting. Eneste anke er, måske tager den fantastiske præsentation fokus fra indholdet?

Eneste minus ved de sidste dage er at de er gået så hurtigt at jeg ikke er kommet ret meget videre med en opgave jeg gerne vil være klar med snart. Arbejde i weekenden kan nok kompensere vil jeg tro.

torsdag den 2. oktober 2008

På visse områder går det godt

Det gør det faktisk, går virkelig godt. Det giver så lidt kræfter til det, der ikke gør.
Måskefætteen ringede i formiddags - for at følge op på forskelligt. Det gav anledning til flere "aha oplevelser" og en enkelt "ja så oplevelse" - og for første gang i de 8½ måned jeg har kendt ham, var han meget tæt på at blive rigtig arrig (og han er ellers manden der aldrig bliver sur - det gider han ikke spilde krudt på - samtidig er han sådan en irriterende type det er spildt at blive sur på, han er nemlig ret ligeglad, heldigvis fangede jeg den allerede første gang vi sås), måtte faktisk sige til ham at han skulle være rolig og lade mig tale ud. En kollega har i den grad forsøgt at overtage noget budget ansvar, som han åbenbart ikke rigtig har mandat til. Det er så ikke det første han prøver at gramse til sig - men denne gang var det åbenbart en tand for meget. Men nu er jeg jo for det første sådan en der gør lidt som jeg selv vil, i stedet for at lave en tidsplan til kollega må jeg starte med at blive enig med mig selvom præcis hvad det er vi måske skal - og dette er så præcis det beslutningsgrundlag som gør måskefætteren rolig - især fordi vi nu har aftalt en lille omvej i review rækken - han kommer ind først:o). Heldigt at jeg er en sladretante som bare må fortælle ham hvad jeg laver, selvom han ikke er chefen længere:o) - og heldigvis for os begge, så stoler han på mig - så glider det hele lidt nemmere.

Han fik også lige skubbet endnu en gang ros ind, vedr min undervisning - viser sig at mine søde svenske kolleger har reklameret for mig, så nu må jeg vist bestille endnu et kursus:o). Det jeg bestilte i sidste uge - og lagde på vores intranet er allerede 2/3 fuldt.

Så alt i alt er der da en kant det går godt på:-) lad os lade det billede stå lidt:-))

onsdag den 1. oktober 2008

Der skal så uendelig lidt til

Har lidt bryderier for tiden, ting der ikke går som jeg ville ønske - ting jeg ikke kan rette til, selvom det er mit højeste ønske. Det tager lidt på humøret - som gud være lovet er langt bedre end det har været før - ellers aner jeg virkelig ikke:(

En lille samtale på MSN, en ganske lille bitte, meget stille flirt, og så er humøret igen i top for en stund, der skal så uendelig lidt til. Bare et enkelt "Du kan ikke se hvor meget jeg SMILER" - så smiler jeg også.

Og så fik jeg lige dagens nr to dosis ros fra en ikke helt ventet kant - überbossen holdt en lille tale ved områdets 1 års dag - hvor han lige i opremsning af "ting han er stolt af" nævnte at min undervisning er blevet rost meget. Så havde jeg lidt svært ved at beherske mimikken - de fleste viste at det var MIG, og dem der ikke gør, det er egentlig lige meget. det vigtigste er at JEG VED. Og det gør jeg:-))