lørdag den 16. august 2008

Hvad må man egentlig?

Hvordan gør man, når man nu indser, at det der med at være anonym aldrig er så anonymt som man tror. Når man nu foretrækker at kunne skrive ting som det ikke gør noget chefen eller ens mor pludselig finder på nettet?
Så opretter man vel bare en ny blog. Hvad er reglerne så, hvad er det egentlig man skrive? - Må man skrive om den der kejle på arbejdet som får en til at styrte ind på x-x chefens kontor og spontant lave en uopfordret og forholdsvis uformel ansøgning som assistent? til ham der har kolbøttefabrikkens kedeligste job. Det må man vel ikke skrive, vel? kejlen kan jo blive sur? (altså over at blive kaldt en kejle) og gad vide om ham med det kedeligste job gider blive gjort opmærksom på at det er det hans job er? - for ikke at tale om ham der lige nu er ens chef, mon ikke han ville finde det sært at læse på medarbejderens blog at hun igen (hør ham lige sukke) har været "for hurtig på aftrækkeren".
Men hvad må man så skrive? Hvis man nu skriver at sønnen fik lov at spille computer i to stive timer - næsten - i morges, fordi selvsammes mor vågnede med knaldhamrende hovedpine (muligvis som reaktion på førnævnte episode) - tænk hvis sønnens skolelære læser det, så bliver man da lige og direkte meldt til de sociale myndigheder.
Så er der jo snart ikke mege tilbage, vel? Hvad er det egentlig man skal med en blog så?
Der er vel bare tilbage at undrer sig over om det er sådan at en prins bliver til en frø hvis man kysser ham? - det er vel ikke bevist at det ikke er sådan, hvornår ved man at man virkelig har kysset prinsen. Man tror han er prinsen, men man ved det jo ikke, vel? og hvis man kun finder ud af det ved at kysse en masse potientielle prinser - så skal der vist virkelig kysses igennem - på den anden side, hvad er en prins værd hvis man bliver til en frø når man kysser ham? -Med mindre endnu et kys gør ham til en prins igen - dvs hvert 2. kys er faktisk temmelig klamt - for hvem synes det er super lækkert at kysse på frøer - ikke mig i hvert tilfælde. Så det korte af det lange er vel, at man ikke skal blive skuffet hvis man kysser på en man tror er prinsen - og han bare står der og ser helt normal ud bagefter - slet ikke det mindste grøn og slimet!

3 kommentarer:

MrsBaloui sagde ...

Kan man overhovedet have en blog (uden password) og stadig være anonym?
Og tror du ikke, at selv chefer (engang imellem) også er mennesker med almindelig forståelse?

...Og når det er sagt, så vil jeg nødig at min x-chef læste med, når jeg skrev om hendes ekstremt ustabile og utilregnelige ledelsesstil (hvis man kan kalde det for ledelse)...

Kristina sagde ...

:-) overhørte faktisk min chef fortælle at nogen havde prøvet at google ham - det havde han slet ikke tænkt på "man kunne"....lidt sjovt. Og jeg 100% anonym kan man vel aldrig være. Der er altid en eller anden der finder den virkelige identitet:-)
Og ja i øvrigt findes der chefer der har forståelse:o))

MetteH sagde ...

Man skal vist være mere end heldig hvis man ikke af en eller anden bliver genkendt med tiden. Ærgerligt er det så hvis det lige er chefen man har sjoflet til kort forinden i et indlæg...
Jeg selv ville sådan ønske at jeg havde et sted at skríve hvor mine forældre og svigerforældre - ja egentlig hele familen ikke kom og kikkede med, for der er bare ting jeg ikke kan skrive - men jeg orker ikke at lave noget nyt igen!