fredag den 29. august 2008

SÅ gik gassen af

Sct Gertrud:(
Kom til at læse en mail, sendt fra hysterisk kollega for knapt 2½ måned siden. En mail der var starten på en lang periode af vredes udbrug fra selvsamme. Hvis jeg bare viste hvad jeg havde gjort galt, så ville det være lidt nemmere. Og hvis jeg bare ikke inderst inde "bare går" og venter på at hun igen får et flip. På nogen måder går det bedre nu, men på andre slet ikke - og det giver ondt i maven.
Jeg læste den tåbelige mail lige inden vi skulle fejre afdelinges succes. Og nu er jeg i forvejen mest glad for at være i centrum når jeg selv kan styre det. Så denne fest var ikke lige det jeg havde mest lyst til. Overchefen sagde et par bevingede ord, og det var sådan set ok - men resten havde vist været hyggeligere uden min tavse deltagelse:(
Nu forsøger jeg at få følgende sætning "Tænk positivt, for positive tanker skaber positiv energi" til at overdøve min kæmpe lyst til at melde mig syg på mandag. Der er 3 dage i næste uge hvor jeg må på job - men derefter........

Gider bare ikke mere, men kender også mig selv godt nok til at vide at jeg ikke gør det - jeg dukker bare pænt og artigt op og lader mig æde op af manglende tillid og respekt fra en enkelt kollega - som jo i virkeligheden INTET betyder, og så alligevel..

torsdag den 28. august 2008

En invitation

Altså, nu er jeg jo en tøs!
Der kom en invitation fra chefen - en lille fejring i anledning af et par kollegers succes - og så "en andens" også. Arrangementet ligger ca 2 timer efter jeg normalt er gået hjem om fredagen. Jeg føler mig ret fjollet, at vi lige frem skal fejre at jeg har passet mit arbejde, jeg har haft det sjovt, jeg er blevet rost så jeg pt må indse at jeg er ros-junkie (går der mere end en dag uden ros, så bliver jeg ked). Jeg har fået lov at skrive et "nyhedsbrev" om vores succes, det bliver publiceret i næste uge - så kan hele kolbøttefabrikken læse om det. Hvad mere kan man egentlig ønske?
I første omgang svarede jeg "måske" til invitationen. Nå men da chef alligevel skal ringe og berolige mig, fordi jeg er blevet bekymret over at blive talt engelsk til (altså jeg ER en tøs) - så bliver jeg pænt bedt om at deltage - det er überbossens idé, og det er godt at have sådan nogen "ting" sammen med kollegerne - de kommer alle sammen. Ehm næsten, bortset lige fra dén - og måske dén:-)

Nå, men jeg fik da dagens fix - og til gengæld har jeg så lovet at gå med, selvom det igen går ud over min træning:(

Uventet besøg

For bare ½ år siden var jeg gået totalt i stykker. Min bror ringede kl 17.30 og fortalte at hans møde var færdigt - jeg anede ikke en gang at han var i landet, og nu stod han så i Lyngby og mente at der var tid til overs til at besøge lillesøster og nevø.
Uden over hovedet at tænke mig om konstaterede jeg at så måtte han nøjes med ovnomelet til middag - for det var hvad jeg havde planlagt. Han inviterede så sin søn med - og ca 1 time senere sad vi alle og spiste.
Det er så sandelig sket en synlig udvikling det sidste stykke tid. For et halvt år siden havde jeg brug for at få at vide om der kom gæster mindst 1 uge i forvejen, spontanitet var på ingen måde en del af min tilværelse. Tilsyneladende er mit behov for kontrol ikke så stort længere! Og jeg har ikke en gang opdaget det:-)

onsdag den 27. august 2008

Keep SMILING

Jeg nægter at tørre smilet af. Selv om en enkelt kollega mener, at man styrker team spirit ved at sige, at det er nemt at få god evaluering på et kursus, der har været efterspurgt længe.

Der er vel egentlig også en reel risiko når man har ventet rigtig længe - at folk får sat deres forventninger så højt op - at de nærmest er umulige at indfri.

Men jeg smiler bare - og render div chefer på døren og promoverer mig selv:-))

tirsdag den 26. august 2008

Det største SMIL

Lige nu har jeg det største SMIL ever - jeg kan slet ikke få det væk, og det skal jeg heller ikke.
Forløsningen på måneders arbejde - og det gik fantastisk.
Det kursus jeg har planlagt og rettet til sammen med leverandør (som jeg har valgt) og min dejlige norske kollega løb af stablen i går og i dag. Deltagerene gav alle sammen top karrakter, og det føles bare helt fantastisk.

Og jeg har tænkt mig at holde på smilet og glæden så længe som overhovedet muligt. INGEN, absolut ingen skal have lov at tage det her fra mig!!

lørdag den 23. august 2008

Præstationsangst

Jeg fik en noget uventet opringning i går. En kollega fra det store broderland. På intet tidspunkt har jeg følt at vi ikke har et fint samarbejde i min afdeling (nok mest på kryds af landegrænserne, der er et eller andet i DK der ikke er helt i top). Men ligefrem at blive ringet op og få 15 minutters enetale om hvad, jeg har lov og ret til med den rolle jeg besidder, det havde jeg dog ikke lige ventet. Det er lige før jeg får præstationsangst. Et eller andet sted har det været "nemt" at føle man var nødt til at "spørge om lov" og så bare rette ind til højre. Det skal så ikke, min kollega mener at jeg er på det helt rette spor og bare skal handle der efter.
Det mest sjove med samtalen var den afsluttende forklaring af hvorfor det nogen gange er lidt svært at arbejde sammen med danskere - lige i den sammenhæng ved jeg så ikke helt hvad manden mener jeg er for dansker var jeg tydeligvis ikke.
Jeg er lidt nysgerrig efter hvor denne "pludselig" ekstraordinære støtte kommer fra, har en rimelig god idé:-) der er en vis chef der skal krydsforhøres lidt på mandag. Vil faktisk godt vide præcis hvad han egentlig har sagt, men ind til da vil jeg hygge mig med ikke at være i kassen "de besværlige danskere", det er jeg nok ikke helt og aldeles utilfreds med..

torsdag den 21. august 2008

Hvis jeg havde vist det

I Februar tog jeg mig endelig sammen til at bestille nedsat tid, "betalt" med min restorlov.
Så vidt jeg husker havde jeg 10 timer plus da jeg, 1. maj, startede perioden med 30 timer om ugen i stedet for 36. Jeg startede med 11 dages ferie, siden har jeg holdt yderligere 3 ugers ferie og 3 afspadseringsdage. Alligevel har jeg nu noget i retning af 50-60 overarbejdstimer tjent ind på 3½ måned.
Hvis jeg havde vist at nedsat tid var nøglen til en solid afspadseringskonto, havde jeg taget den nedsatte tid for evigheder siden.
Mit eneste problem nu er bare, hvordan hulen får jeg brugt al den tid???
Vel lidt typisk at sådan et luksusproblem dukker op når sønnen pludselig ikke længere kan tage ikke planlagte fridage:-)

onsdag den 20. august 2008

Man har vel lov at undrer sig

Jeg deltog i et møde forleden aften - sammen med andre børneforældre. Vi blev sat i 3 grupper - altså grupper giver mig lidt røde prikker:-) men jeg opførte mig altså pænt!!
Vi skal så præsentere os - jeg siger hvem jeg er - og de andre følger efter. En er "heldigvis" skilt fra sit barns mor, et andet barn er representeret ved hele tre voksne - den 4 er tydeligvis ude at rejse, men ville tilsyneladende dukker op ellers og sidste "mand" i gruppen er så forholdsvis "nyskilt". Det store hold hakker en anelse på hinanden, altså den "oprindelige" mor og far gør. Faderen siger at barnet ikke er påvirket af skilsmissen og hun var heller ikke mere end omkring 2 da det skete. Moderen retter ham og siger at det er i hvert tilfælde ikke sandt "datteren ønsker at de alle lever sammen som en stor lykkelig familie" hvortil faderen nærmest vrænger "det ville også være rigtig dejligt".
Jeg sidder bare og undrer mig over at ingen af parterne kan holde bare sådan "rigtig" fred de par timer sådan et møde vare. Hvad tjener det til at små hakke af hinanden? var det "spil for galleriet" - for at andre ikke skulle tro at de i virkeligheden er venner? -
For mig er det noget så formålsløst - hvorfor ikke bare tale pænt sammen, lade være at "udstille" hinanden, løse konflikterne bagefter når de er alene - hvis de absolut SKULLE småskændes? Men det er nok bare mig...

Fødselsdagsforberedelser

Sønnen laver pop corn i microen, barnepigen var ikke så god til det siger han, så nu har han lært at gøre det selv. Det kommer jeg vel til at fortryde en dag:-)
Da han skal finde en skål falder han over småkage udstikkerne - vi aftaler at vi skal lave dødningehovede småkager til uddeling på hans fødselsdag - Men pigerne skal altså ha hjerte småkager - og de skal være lyserøde. Drenge voksne skal have stjerner og drengebørnene må selv bestemme mellem hjerter, dødningehoveder og lyserøde hjerter:o)

mandag den 18. august 2008

En pep talk og en whisky

Hvad goer man naar man sidder
ensom, naa ja - ensomt og ensom, men saa alene! paa et hotel i det centrale Stockholm? oven paa en stoerre mexicansk middag - skulle vist ha noejets med sushi, men saadan er der saa meget!
Man fylder efter med kaffe - og den foerste whisky i noget naer 100 aar, i hvert tilfaelde siden soennen kom i maven for 6 aar og 7 maaneder siden - lige saa laenge siden er det jeg sidst arbejdede for hende, som jeg i dag har faaet besked om skal vaere min nye chef! - men det er nok ikke hendes skyld, den der whisky, men snarere andre jobmaessige omstaendigheder, som har vaeret diskuteret sidst paa eftermiddagen - ting der bare ikke lige loeser sig selv. Heller ikke ved at flygte. Vi blev vist enige om at det er en daarlig loesning, selvom den stadig foeles som den nemmeste. Der er for mange jern i ilden, som vil blive kolde hvis jeg gaar, jeg har startet for mange spaendende ting op, som jeg burde foelge til doers.
En pep talk er altid godt, om ikke andet for egoet - og lidt ekstra "nursing" skader vel heller ikke. Men mon ikke en lille whisky vil hjaelpe saa jeg ikke roterer alt for meget i den store hvide seng i nat?
Saa maa vi bare haabe at en af os faar en genial ide til loesning af "omstaendighederne".

søndag den 17. august 2008

Tænk hvis man var en mand

Så havde jeg ikke behøvet checke vejrudsigten i Stockholm op til flere gange, inden jeg pakker kufferten til de næste par dage. Og alligevel ender det vel med at jeg kommer til at fryse.

I det hele taget så er det vist enklere at være en mand - de har ca en milliard færre bekymringer end vi andre har! - de tænker vist ganske meget mindre over hvad andre mener om dem - eller hvad? er i hvert tilfælde sikker på at mange af mine "kollega-problemer" havde været ikke eksisterende hvis jeg var en mand - på den anden side var der så meget andet jeg ikke havde moret mig med og over det sidste halve år:o)

lørdag den 16. august 2008

Er han ked af det mor?

Jeg har forsøgt at forklare sønnen, at det ikke altid er fordi folk er onde, at de gør dumme ting - nogen gange er det måske fordi der er noget de er kede af, så foretager sig ting der virker dumme eller onde. Og så skal man jo hellere prøve at hjælpe frem for at skælde ud og slå igen.

Troede egentlig ikke rigtig det var sevet ind, men i dag da vi ser Star Wars the Clone Wars siger han pludselig "Mor, er Jabba the hut ked af noget, siden han er så ond?", umiddelbart vil jeg tro at han er ked af at være så ulækker, hvem ville ikke være det?

Spændt på hvad de siger på skolen hvis han begynder at udlægge disse teorier:-)

Hvad må man egentlig?

Hvordan gør man, når man nu indser, at det der med at være anonym aldrig er så anonymt som man tror. Når man nu foretrækker at kunne skrive ting som det ikke gør noget chefen eller ens mor pludselig finder på nettet?
Så opretter man vel bare en ny blog. Hvad er reglerne så, hvad er det egentlig man skrive? - Må man skrive om den der kejle på arbejdet som får en til at styrte ind på x-x chefens kontor og spontant lave en uopfordret og forholdsvis uformel ansøgning som assistent? til ham der har kolbøttefabrikkens kedeligste job. Det må man vel ikke skrive, vel? kejlen kan jo blive sur? (altså over at blive kaldt en kejle) og gad vide om ham med det kedeligste job gider blive gjort opmærksom på at det er det hans job er? - for ikke at tale om ham der lige nu er ens chef, mon ikke han ville finde det sært at læse på medarbejderens blog at hun igen (hør ham lige sukke) har været "for hurtig på aftrækkeren".
Men hvad må man så skrive? Hvis man nu skriver at sønnen fik lov at spille computer i to stive timer - næsten - i morges, fordi selvsammes mor vågnede med knaldhamrende hovedpine (muligvis som reaktion på førnævnte episode) - tænk hvis sønnens skolelære læser det, så bliver man da lige og direkte meldt til de sociale myndigheder.
Så er der jo snart ikke mege tilbage, vel? Hvad er det egentlig man skal med en blog så?
Der er vel bare tilbage at undrer sig over om det er sådan at en prins bliver til en frø hvis man kysser ham? - det er vel ikke bevist at det ikke er sådan, hvornår ved man at man virkelig har kysset prinsen. Man tror han er prinsen, men man ved det jo ikke, vel? og hvis man kun finder ud af det ved at kysse en masse potientielle prinser - så skal der vist virkelig kysses igennem - på den anden side, hvad er en prins værd hvis man bliver til en frø når man kysser ham? -Med mindre endnu et kys gør ham til en prins igen - dvs hvert 2. kys er faktisk temmelig klamt - for hvem synes det er super lækkert at kysse på frøer - ikke mig i hvert tilfælde. Så det korte af det lange er vel, at man ikke skal blive skuffet hvis man kysser på en man tror er prinsen - og han bare står der og ser helt normal ud bagefter - slet ikke det mindste grøn og slimet!