Hvorfor er det lige?

At tegnefilm skal være så rørende - lidt skræmmende, men de ender altid lykkeligt - sådan lidt pladderromantisk lykkeligt?! - men det er nok derfor jeg bedst kan lide at se tegnefilm, og ikke "voksenfilm" (altså ikke dén slags voksenfilm, vel!) Vi har set Rio i dag - vi slog hovederne sammen da vi begge skulle se væk, da den onde fugl kom ind i motoren på flyet...da vi var færdige med at ømme os var det overstået.

På vejen hjem fra cyklemanden faldt vi over et påskeferie tilbud - et sted hvor man kan male porcelænsmaling, man køber en "ting man vil male på" og så er der så vidt jeg kunne se en million farver at gå i krig med - "tingen" bliver brændt og man kan hente den igen. Det skal vi bare SÅ meget i morgen. Sønnen vil lave en skabelon til mig, hvis jeg laver en til ham - jeg får en kamel??? og han vil ha en påskehare..skal nok blive redi redi sjovt!

Fik kompenseret for min manglende løbetur i går morges - migræne agtig hovedpine og løb harmonerer ikke rigtig - men så løb jeg bare i dag - meget meget tæt på 6 km (istedet for de 4 der var planlagt i går).

Lige nu nyder jeg bare at det her ikke er lørdag før søndag der er den sidste dag i en weekend hvor man bare skal på job mandag - det er lørdag før søndag før mandag der er en fri dag - så godt!

Påskeferie

Endelig er den her... Som sædvanlig har vi en alen lang to-do liste. Biografen 1-2 eller 3 gange, cykel til 2 måneders service - ca 3 måneder for sent:( Helsingborg og spiser korv med brød og drikke verdens bedste latte. Tivoli har åbent! altså ikke den der lynlås foran i bukserne, men forlystelsesparken. Eksperimentariet. Frisøren begge to - begge to skal bare lige ha tyndet lidt ud og studset spidser. De er påske halløj forskellige steder: Zoo, Zoologisk museeum - og sikkert mange flere. Den sidste omgang 1 kommunionsforberedelse skal sønnen til, selvsamme skal forberedes - sådan madmæssigt - 13 gæster til "frokost" og kaffe kage, desværre den 25 - ikke videre velforberedt synes nogen af os, tænker lidt at den 26 hurtigt kan blive en hjemme arbejdsdag, men nu får vi at se. Men først af alt skal jeg af med den dundrende hovedpine der har plaget mig siden i torsdags..

Endnu en drøm

Jeg drømte en gang for flere år siden om en veninde - drømte at hun fortalte mig at hun skulle skilles fordi hun havde mødt en anden - vi havde på daværende tidspunkt ikke talt sammen i 3/4 år - og sås i forvejen virkelig sjældent. Troede egentlig at hun var ok-lykkelig, det viser bare hvor lidt man egentlig kender hinanden.

Drømmen stod så lysende klart at jeg bare måtte sms' hende og høre hvordan det gik. Hun svarer ret hurtigt at det egentlig ikke går så godt "for vi har lige fortalt venner og familie at vi flytter fra hinanden" - det tog mig lige nogen mange sekunder at synke den - der går så nogen dage før hun igen kontakter mig, jeg skal finde et telefonnr til hende i kolbøtten - dér får jeg så mod til at spørge hvad der er "sket" - "Jo, men jeg har mødt en anden" svarer hun - det tog mig så lige en ny bunke sekunder at synke.

For noget tid siden har jeg en lignende drøm om en anden veninde. MEGET ubehageligt, men alligevel ikke så lysende klar en drøm som den første. Jeg har glemt den igen da jeg vågner - efter nogen dage dukker den op igen - da der nu er gået noget tid, så virker den ikke helt så virkelig som den første. Veninden ringede forleden dag - og jeg fik vist nærmest krydsforhørt hende om hvordan manden havde det. Der er vist ikke noget galt der - så selv hekse kan tage fejl!

Måske jeg en dag skal lave en opremsning, tror min første fornemmelse går tilbage til 2-3 klasse. Jeg havde ved et uheld kastet en klassekammerats fine tennisbold op på skolens tag. Hun var rasende og ville ha en ny. Formodentlig har jeg fortalt det til storebror, han reddede mig tit - jeg drømmer så at der ligger en bold i cykelskuret - jeg husker stadig at jeg ikke nåede ud at se inden jeg skulle i skole, men i det øjeblik jeg kommer hjem styrter jeg der ud - og der ligger en fin - gul - tennisbold - meget meget finere end den hvide jeg forliste. Min bror og svigerinde spillede tennis og havde vist taget bolden med hjem til mig. Husker ikke en gang om klassekammeraten fik den eller hvad der skete - husker bare at min drøm gik i opfyldelse.

Hvis jeg bare forstod...

Der er så mange mennesker der tror at "det onde går væk" hvis man ikke taler om det. Vi snakker ikke bare døde børn her, men problemer generelt! -
Men hvis vi nu skal tale om døde børn, og det skal vi jo så, ind i mellem. Så var det kun min mor i familien der nogensinde har erkendt at Edel har eksisteret. Den eneste der frivilligt besøgte hendes lille have var mormor. Min bror blev tungen derhen en gang - han tog nogen billeder for at vise til min svigerinde, hvad der kom ud af det ved jeg ikke. Nå ja - jeg har faktisk en rigtig sød kusine der tør tale, desværre ses vi ikke så tit -men jeg er nu sikker på at hun ville gå med hvis jeg nævnte det for hende. Ellers - der er nogen enkelte veninder (2) - der har været med. Men det er jo ikke helt det samme som familie. I virkeligheden er det nok også mere "rummet" til at tale om det jeg behøver - nu har jeg netop talt med en der i virkeligheden ikke er min ven, men "den såkaldtes" - ikke at vi på nogen måde dvælede ved døde børn - men han spørger hvordan jeg har det med det, hvor tit vi er på kirkegården - almindelig sund nysgerrighed uden mærkelige omsvøb - bare lige ud af landevejen. Samtidig fortæller han at han tror/føler - at "den såkaldte" ikke er helt tilfreds med at han og jeg har talt om "den såkaldte" og frem for alt om hans i høj grad manglende tilstædeværelse - at "den såkaldte" kan mærke at jeg har været ked af det - så måske det ikke er så godt at tale om det. Jamen for pokker - skal vi nu tie ALT ihjel - lige netop han burde jo af alle vide, at man ikke kan få det til at gå væk ved ikke at tale om det. Nu har jeg så ikke så mange at diskutere disse ting med, netop fordi der er måder jeg ikke ønsker at diskutere det på - egentlig er det en lettelse at tale med ligenetop "den såkaldtes" ven om de her ting - han har en anden og mere nuanceret måde at se det - vel gør det ondt når der rodes op i tingene - men fra og til, med jævne mellemrum så er jeg sku da ked af det alligevel, det kan der ikke laves om på. Men jeg er overbevist om at det er sundere at tale om tingene - dele dem med nogen, end at gå med dem selv - jeg personligt foretrækker så selv at vælge hvem jeg deler med og når dem, der nu er mig nærmest ikke vil, fordi de måske ikke orker slæbe på mine bekymringer og sorger, så må jeg jo vælge nogen andre der gider. Og helt ærligt, genere det ham - så må han sku dukke op på matriklen og være tilstede - så er der jo ikke rigtig så meget at tale om, vel!

Vi kan så - igen - konstatere at jeg tænker for meget - og frem for alt, for langsomt. Det er egentlig bare et "memo" til mig selv - til en anden gang.

Og det lykkedes

For en måned siden var jeg nærmest grædefærdig - det der løberi var noget hejs. Jeg kæmpede mig igennem mine 4 ugentlige ture - for langsomt, for hårdt og slet ikke spor sjovt. Så var der en uge hvor drengen ikke skulle til spejder og jeg kunne løbe hver 2 dag i stedet for to dage i træk. Fik løbet lidt over 5 km i snit de 4 gange og kunne pludseligr ane "følelsen" igen. Siden har det bare gået den rigtige vej - har netop overstået en 10 km tur, den første siden september. Jeg er øm i rumpetten og vel var det hårdt, men det må det også godt være første gang. Jeg bliver aldrig sprinter - men bare jeg løber så er det også godt nok. Så har jeg talt med nye liniechef - ikke noget ophidsende på nogen måde - vi " kender hinanden" i og med vi forsøgte med den her konstellation for ½ år siden - men den gang gik det så ikke - nu har det så været nogen der har presset på så det lykkedes. Jeg er sikker på det nok skal blive godt. Han er åben og positivt indstillet - han har lidt småopgaver han gerne vil have jeg løser, og dem skal jeg nok få presset ind hist og her. Ingen af dem har stram deadline, så de kan fint stemmes af med min hverdag som program assistent - en tittel han nok vil ændre på, og det kan han jo bare gøre - det betyder vel ikke så meget. I bar imødekommenhed fik jeg en gammel mobil af ham - nok nyere end den jeg har - tilgengæld uden oplader :o og blev opfordret til at tage en computer taske i hans bunke - det vil jeg nu nok ikke - de var ikke blomstrede nok, han siger så at det jo kan være min søn er interesseret :) Så mangler jeg bare et møde med "bo-fjolset", hvis mor dør igen, så finder vi altså en anden til at tage sig af bodelingen - hold kaje et fjols! ser ikke bedre ud end at han har trukket sit "salær" ud to gange - og det skal jeg, som dagligt bliver hånet (kærligt) på jobbet for mine dårlige matematiske evner.........håber han ikke brænder mig af igen i morgen - det gjorde han nemlig i går. For så er den sag også ude af verden og foråret kan rettelig betragtes som en ny begyndelse.

Det endte så alligevel godt

For godt et år siden hev chefen mig ind - vi havde længe diskuteret frem og tilbage mht mine opgaver, hun sagde et og agerede noget andet. "Jamen du har stadig samme ansvar som før" - Det stemte bare ikke helt med virkeligheden, møder jeg mente jeg skulle deltage i blev jeg udelukket fra "for det var management ting", opgaver jeg troede lå hos mig blev givet til andre i teamet, når de så havde lavet grunden fik jeg skæld ud for ikke at tage over - jeg er nok dum, men nogen ting skal tydeligvis skæres i pap for at jeg forstår. Nå men nu har hun så besluttet at hun vil tage det fulde ansvar for de opgaver jeg tidligere har haft, og det levner mig til en sekretær rolle - det mener hun ikke jeg vil være tilfreds med og så må jeg jo forlade teamet- ærligt, så tog hun mig "på sengen", selvom det jo nok har ligget i luften længe. 14 dage efter døde min mor........ Jeg satte mit netværk igang, talte med HR og fandt forholdsvis hurtigt nogen der kunne bruge mig - men så var der pludselig en masse issues med "ansættelse forhold", hvilken afdeling jeg hørte til - og om der var ledige pladser til nye medarbejdere i det andet område. Efter lang tids tovtrækkeri, inddragelse af den øverste chef blev det endelig aftalt at jeg skulle udlånes for ½ år - med den klausul at havde det nye område ikke inden 31/10 fundet en plads til mig skulle jeg til at søge forfra - og det ville jeg så have "nogen måneder" til inden jeg røg helt ud. Området fandt selvfølgelig ikke lige det hul - der kom i øvrigt også en omorganisation på tværs der havde deres fulde opmærksomhed - så jeg måtte igang igen. Lige pludselig bliver jeg kontaktet af en af de øverste chefer i det nye område - han har et stort program der behøver en program assistent - han vil have mig til at tage rollen. Forklare ham min situation, som han vel egentlig burde kende - han lover at se hvad han kan gøre - hvor efter jeg intet hører... Jeg taler med programchefen og vi er overens om at det er en mulighed. Tiden går - lige pludselig - ud af det blå får jeg grønt lys til endnu en periode med udlån. Et nyt ½ år. Det ligger "i luften" at der sideløbende arbejdes på en løsning - men jeg får intet at vide. Ikke rigtig den måde jeg er vandt til at arbejde på og bestemt ikke den måde jeg trives med. Programmet går godt, masser af arbejde, vi virker som om vi enes - men hvor lang tid der er brug for mig, det står mig stadig ikke klart. Min følelse er at så længe jeg har denne opgave så vil de næppe gøre så meget ved sagen i øvrigt, det har der været for mange spidser blandet ind i det til, men med en generel usikkerhed er det altså ikke sjovt! Fredag sidder jeg med program chefen og laver opfølgning på et heldags møde dagen før, hvor også vores finske chef deltog. Min telefon ringer, da det er en chef vælger jeg at svare - men beder om lov til at ringe tilbage senere. Det passer ham ikke - han er nødt til at have 1 minut med mig med det samme - helt kort, så må han - som for 3/4 år siden ikke måtte få min krop, men bare mine ydelser, pludselig godt få mig, egentlig virker det lidt som om han har fået mig stoppet ned i halsen - så er det jo godt vi er "venner" :) Han ville bare lige checke om det var ok med mig, inden han selv sagde "ja" - (se det er sådan vi trives!). Jeg skulle indkalde ham til møde onsdag i næste uge, så kan vi tale videre. Det var simpelthen den største lettelse længe - og endnu en bekræftelse af at et netværk er guld værd - min program chef kunne ikke lade den stå - han var nødt til, med et skævt smil, at informere mig om at der var flere der havde arbejdet på det her - ham selv incl... han er god nok, det er han :) Men jeg tror ikke mit forholdsvis gode forhold til vores meget nordlige nordiske venner skader heller. Og i går kom de sidste papirer fra boformidleren - aka bofjolset - "sagen" omkring mor er afsluttet - alt er "fordelt", der er ikke flere udestående - de sidste penge er overført til vore respektive konti. Vi er "frie" - Bror er ked, mor kunne have levet som en grevinde for alle de penge siger han - ja, men så skulle hun have solgt huset - og så var hun nok død af sorg i stedet - så var vi jo lige vidt, ikke? Og ok, grevinde er nok et stort ord - eller det kommer selvfølgelig an på hvor længe han tænker hun skulle have levet som sådan! Og så kom foråret også - med den første varme dag - solen brød igennem!

Drømmetyder søges

Nogen gange har man de mærkeligste drømme. Men den her......HELT ærligt!

Jeg ligger i min seng, det er omkring ved 9 tiden om aftenen - jeg er syg - hovedpine eller noget, sønnemand er hos mig - det ringer på døren og han går ned for at lukke op. Han kommer op og siger der står 4 mænd der vil tale med mig. Beder ham sige de må komme igen en anden dag. Men det kan de ikke "det er vigtige ting - en K2" (hvad fan er en K2?).

Vi bor et andet sted - det er ikke rækkehuse, snarere klyngehuse med en stor fælles plæne med lidt træer i kanten. Vi sidder i køkkenet, de her 4 mænd - iført hvide miniskørt med henholdsvis blå og lyserøde smalle kante bånd i kanten. Og t-shirts.......De er meget forargede og oppe at kører, den ene læser noget højt - han har meget at læse, de andre sidder bare - De antyder at de har travlt, de skal nå alle husene i aften, det er jo vigtigt! - Jeg begynder at belære dem om at de jo så burde have delt sig, være gået ud to og to, den ene kunne læse op og den anden tage notater.

Det hele handler om at de synes at der er formange i foreningen der holder vilde fester under baldakiner på fællesarealet - og nu kommer der jo snart bryllups sæson med endnu flere udendørs fester. Det skal stoppes. Jeg siger så at dem der kom i går, de beklagede at der ikke bliver gift så mange nu som tidligere - jeg beder dem om at ensrette deres udtalelser så der ikke den ene aften kommer nogen der klager over få brylluper og den næste nogen der siger det modsatte. Det kan de godt se. Og så vågner jeg heldigvis.

Ellers har vi testet Postmuseets legeland på Købmagergade i dag. En noget mere "nede på jorden" oplevelse - to timer hvor sønnen styrtede rundt med breve iført en rød jakke, hat (håber ikke han nu har lus) og lædertaske og postsæk - absolut anbefalelsesværdigt til prisen: Gratis!!

I går var vi på bio for at se Gnomeo & Julie. Lidt over halvvejs slår det mig pludselig - "Hov, de dør jo, de begår jo selvmord - det vil min lille dreng ikke kunne tage" - 10 sekunder efter lander Gnomeo på hatten af en statue - pudsigt nok Shakespeare, der forklarer Gnomeo at han godt kender slutningen "på den her historie" Gnomeo sætter sig for at lave en ny slutning, og det lykkes så heldigvis.

Det var så den weekend, overvejer lidt om sønnens 1. kommunion skal være med frokost eller noget tebolle/kagehejs - altså vi er jo først retur fra kirke og reception kl ca 13.30 - det holder virkelig ikke max gør det ikke.....